Tim Burton’s film "Ed Wood" giver oprejsning til manden, der i graven slæbte på titlen “verden værste instruktør”. Henrik Føhns har talt med forfatteren til bogen bag filmen, der er en betingelsesløs Ed Wood fan

"Det er denne her, jeg vil blive husket for!"

Replikken er Johnny Depps i rollen som Ed Wood. Scenen er den næstsidste i filmen "Ed Wood" af Tim Burton, hvor Ed Wood sidder til premiere-aftenen på sin fjerde film "Plan 9 from Outer Space".

Og Edward D. Wood Jr. blev faktisk husket for netop "Plan 9 from Outer Space". Den blev udråbt til verdens dårligste film i 1980, og Ed Wood dermed betitlet verdens dårligste instruktør - to år efter sin død i alkoholiseret armod.

Tim Burton’s Ed Wood er en optimistisk, godtroende, lidt naiv ildsjæl. B-filmens Orson Welles . En myte som Johnny Depp’s Ed Wood også søger råd og vejledning hos i filmen. Og med Burton’s film er virkelighedens Ed Wood også vokset fra kultstatus til Hollywood-verdenens mytologiske galleri.

Og her kan man med rette spørge hvilket stof myter er gjort af? Virkelighedens Ed Wood var måske nok flittig, men han var også en upålidelig sjover i pengesager, han var en charlatan, og endte som en midaldrende alkoholiseret pornograf.

Tim Burton gør Ed Wood til en forholdvis respektabel figur gennem, at gøre manden til en knægt med rigtige drengedrømme. Lige bortset fra Wood’s transvestisme, der i filmen "Ed Wood" bliver til en sød og munter lille sag. Fuldstændig som Burton selv har Wood været besat af gyserfilm helt fra barndommen. Burton’s helt var 50ernes gyserkonge Vincent Price, mens Wood’s helt var 30ernes gysergreve Bela Lugosi, den ungarskfødte skuespiller, der gav vampyrgreven Dracula krop og ikke mindst sexappeal. Begge instruktører startede med at lave film allerede som børn. Begge var fascinerede af livets skyggesider. Og begge fik senere lejlighed til at lave film med deres barndoms idoler. Burton lagde ud med den næsten selvbiografiske animationsfilm “Vincent” speaket af Price. Senere medvirkede Price i Burton’s "Edward Saksehånd". Og nu arbejder Burton på en dokumentarfilm om Price, ligesom Wood efterlod et manuskript om Bela Lugosi’s liv.

I filmen "Ed Wood" fokuserer Burton strengt på fan/idol-forholdet, der bliver til venskab mellem den unge Wood og den gamle - næsten døende - Lugosi. Sidsnævnte er i 70 års alderen, narkoman og en færdig mand i Hollywood, da Wood møder ham. Han putter sin barndoms idol ind i tre af sine første film - transvestit-debuten "Glen Or Glenda", science-fiction gyseren "Bride of the Monster"" og anti-mesterværket "Plan 9 From Outer Space". Han hjælper Lugosi til afvænning, og han opfylder Lugosi’s sidste ønske; at blive begravet i Dracula-kappen.

Forholdet mellem Wood og Lugosi er omdrejningspunktet i Burton’s film, mens transvestismen og de kiksede optagelser til de kiksede film bliver munter staffage. Vi får godt nok et positivt indtryk af den unge instruktør, der med sin skrivekløe og det ukuelige gå-på-mod godt kan minde om Orson Welles, men vi efterlades heller ikke i tvivl om, at Wood er Welles’ absolutte modstykke; en talentløs taber. Filmen er baseret på bogen "A Nightmare of Ecstasy" af den amerikanske kunstner Rudolph Grey. Men han er bestemt ikke enig i, at Wood var talentløs.

"Her er en mand - der blev fuldstændig ignoreret - mens han var i live. Og hvis han fik en anmeldelse - så var den altid dårlig. Han film blev set af de forkerte mennesker. Hans problem var, at han ikke var med i en kreds af kunstnere. Hvis han havde været det, så havde han måske fået mere anerkendelse."

Rudolph Grey er ikke i tvivl om Ed Wood’s talent. For ham var Wood en stor og særlig kunstner. Derfor har Rudolph Grey brugt ti år på at researche og skrive biografien "Nightmare of Ecstasy" om sit idol. Det meste af de ti år gik med at opspore folk, og de af Ed Wood’s ejendele, som ikke var forsvundet under mandens utallige flytninger.

Bogen er blevet en samling interview-citater fra de mange mennesker, der har kendt Ed Wood. Lige fra hans gamle mor og hans kone gennem 20 år til skuespillere, naboer og kameramænd fra hans film. Det er en rejse gennem et sandt tegneserie-galleri af ekstreme, fantastiske og sølle personligheder. Garneret med billeder, som Rudolph Grey samlede op undervejs.

"Jeg byggede min bog op som en lang række citater, fordi Ed Wood’s liv var så vildt og vanvittigt at en kronologisk rekonstruktion var umulig. Han blev konstant smidt ud af lejligheder med ganske få ejendele. Resten forsvandt eller blev opmagasineret på steder, som Wood siden glemte adressen på . Eller også havde han ikke råd til at betale regningen for at få tingene igen. Årsagen til det meste var Wood’s drikkeri,"fortæller Grey, der kørte det sydlige Californien tyndt i bus i sporet på den glemte filminstruktør.

Ed Wood blev født d. 10. oktober 1924 i provinsbyen Poughkeepsie i New Jersey. Som syv-årig så han Dracula i biografen med Bela Lugosi i hovedrollen, hvilket kom til at påvirke ham livet igennem. Allerede som 11- årig fik han sit første kamera og dermed var hans skæbne fastlagt. Seks år senere drog han i krig mod japanerne i Stillehavet. Han blev såret og dekoreret. Ed Wood var en krigshelt - men han bar på en hemmelighed. Under uniformen var krigshelten klædt i lyserødt dameundertøj, og hans favorit beklædning var angora-sweaters. Det var den tredie ting, som fulgte ham livet igennem.

Da han vendte hjem fra krigen, optrådte han som halvt mand, halvt kvinde i et omrejsende cirkus, men det var stadig filmen, som trak. Wood havnede i Hollywood, hvor han kom i kontakt med b-film producenten George Weiss, der planlagde en film om kønsskifteoperationer. Anledningen var den første operation af slagsen, som fandt sted i Danmark i starten af 50erne. Wood blev instruktør på filmen og skulle også skrive manuskriptet. Den kønsskiftede Christine Jorgensen - tidligere George Jorgensen -nægtede imidlertid at medvirke, og eftersom George Weiss havde trykt plakaten og solgt filmen på forskud, så måtte Wood tænke hurtigt. Resultatet blev en film om hans egen transvistisme med en påhæftet historie om en kønskifteoperation. Under navnet Daniel Davis spillede Wood selv hovedrollen.

Wood’s store clou var, at han fik sit gamle gyser-idol Bela Lugosi til at spille rollen som Gud, der styrer verden som et marionet teater. I 1953 var Lugosi en gammel mand ødelagt af narko og sprut, men hans navn var ikke glemt af hans fans, selvom Hollywood forlængst havde kasseret ham. Filmen hed "Glen or Glenda", men fik premiere som "I Changed My Sex", fordi plakaten som nævnt allerede var trykt før manuskriptet blev skrevet.

Den handler om den stakkels Glen, der kæmper en indre kamp for at fortælle sin kæreste om sin last. Hun bliver spillet af Ed Wood’s egen kæreste Dolores Fuller, mens Wood selv tager sig af dobbeltrollen som Glen og Glenda, naturligvis iført angora-sweater. Bela Lugosi spiller en temmelig særpræget krydsning af Gud, kemiker og dukkefører, der styrer verdens indbyggere. Bortset fra Lugosi og nogle umotiverede stykker arkivfilm af løbende bisonokser er historien næsten ligefrem og pædagogisk indtil Glen’s mareridtsscene, hvor djævelen jagter ham rundt i dagligstuen. Herefter går det helt galt. Producenten Geroge Weiss har klippet nogle mærkværdige, småpornografiske scener omkring en sofa ind, ledsaget af hysterisk jazz og en bizar krydsning af tango og mazurka. Angiveligt var filmen for kort til at få premiere som almindelig biograffilm, så Weiss fandt lidt ekstra filmrulle i arkivet.

For at leve op til titlen på plakaten - "I Changed My Sex" - påhæftede Wood nogle scener om en kønsskifteoperation i slutningen af filmen, der også fik et lille moralsk appendiks hos en læge for at glæde censorerne.

Indtil midten af 50erne var filmen en stor succes i midtvestens mindre pæne biografer. Den fik aldrig premiere i Los Angeles, men samlede støv i Weiss’ arkiv indtil 1981, hvor skuespilleren Warren Beatty overbeviste Paramount om, at de skulle købe rettighederne for en ti års periode. Og det var på det tidspunkt, at Rudolph Grey så den.

"Jeg var solgt", siger han, der som så mange andre amerikanske teen-agere i de tidligere 60ere havde set alle Wood’s gyser og ganster film på tv, hvor de kørte tit og ofte. Men "Glen or Glenda" kom på grund af sit kontroversielle emne aldrig på tv. Grey er en stor Bela Lugoosi fan, og at se ham i rollen som Gud satte for alvor gang i biografien om Ed Wood.

"Det var fantastisk at se ham spille Gud, der kigger ud over horderne af mennesker og kommentere deres tåbeligheder. Det appelerede virkelig til mig - og det er faktisk en underdrivelse. Jeg elsker den slags, men hvordan skal jeg forklare det?", griner Grey over telefonlinien.

"Hvis man blot har lidt poetisk fantasi, så er det ikke svært at forstå Ed Wood", mener Rudolph Grey, der naturligvis er stærkt utilfreds med, at Ed Wood i 1980 blev tildelt "The Golden Turkey Award" - en slags filmbranchens narrehat - for filmen "Plan Nine From Outer Space". Det gav ham godt nok posthum kultustatus, men ikke den anerkendelse, som Grey mener, at Wood fortjener. Anti-mesterværket "Plan 9 from Outer Space", er en blanding af science fiction og gyser film lavet på et latterligt lille budget, hvilket skinner kraftigt igennem på kulisserne. Gravstene af pap som vælter. Flyvende tallerkener - der helt tydeligt er - flyvende tallerkener. Et cockpit, der ligner et dagligstueinteriør. Hvilket det også er. Og scener der pludselig skifter fra dagslys til nat. Bela Lugosi spillede hovedrollen, men han døde to måneder før filmen rigtig kom i gang, og de to eneste scener med ham blev genbrugt gang på gang . Filmen blev gjort færdig med en stand-in, som absolut ikke lignede Lugosi, og derfor måtte optræde med en kappe for ansigtet. Handlingen går kort fortalt ud på, at en flok rumvæsener genopliver de nyligt afdøde på jorden, som derefter render rundt og slår folk ihjel.

I "Plan 9.." har Wood også sit efterhånden farverige persongalleri på plads.

Vi møder først Criswell iført smoking og med sine flotte lyse brilliantine-krøller. Oprindelig var han nyhedsoplæser på tv, men en dag var hans manuskript væk, så han forudsagde en begivenhed til næste dag. Den gik i opfyldelse, og Criswell blev spåmand for alle de rige i Hollywood. Fup-mediet Criswell fulgte Wood gennem alle årene. Den sidste film han medvirkede i var “Orgy of the Dead” fra 1965, som Wood skrev manuskriptet til. Det kan ikke have fyldt mange sider, da Criswells replikker kun bruges som en undskyldning for at kæde seks - otte striptease scener på en kirkegård sammen. Ydermere er det helt tydeligt, at Criswell læser op fra en seddel, der sidder på kamerastativet. Criswell’s foretrukne scenografi var i øvrigt en silkeforet kiste.

I "Plan 9..." møder vi også den svenske bryder Tor Johnsson. En kødklump af et menneske, der gjorde sig godt som ond og debil håndlanger for filmenes virkelige skurk. I virkelighedens verden stjal han altid toilet sæder fra hoteller, fordi hans ligeså overvægtige familie ødelagde hjemmets toiletsæde med deres enorme vægt. I dag er Tor Johnsson mest kendt som en skaldet gysermaske af gummi. Han havde allerede fået sin debut i "Bride of the Monster" året før - i 1955. Der spillede han den dyriske - og angora-glade - assistent for Dr. Vornoff i Bela Lugosi’s skikkelse. En gal videnskabsmand i landflygtighed i junglen, hvor han vil skabe en superrace af atommennesker. Filmen var Wood’s eneste kommercielle succes. Desværre havde han bortloddet over 100 % af overskuddet til filmens mange investorer. En af dem var den kvindelige hovedrolleindehaver Loretta King, der mod betaling fik den rolle, som Wood’s kæreste Dolores Fuller skulle have haft. Derfor skred hun til en karriere som succesfuld sangskriver for blandt andre Elvis Presley.

Da Wood skulle finansiere "Plan 9..." lokkede han penge ud af en baptistmenighed mod at hele filmholdet lod sig baptistdøbe. Historien går på, at baptisterne gerne ville lave tolv film om apostlene, men kun havde råd til den første. Wood overbeviste dem om, at en film i den populære science fiction genre ville rejse penge nok til serien om apostlene. De blev klogere.

I "Plan 9...." har Wood’s gamle ven Bunny Breckinridge også sin eneste rolle som rumkaptajn og ligrøver. Bunny var bøsse og havde været drag-queen i Paris. Han blev snydt for en kønsskifte-operation i Mexico og ved samme lejlighed døde hans kommende mand i en trafikulykke.

Og så var der selvfølgelig Vampira - gyserdronningen fra 50ernes amerikanske tv, der efter at være blevet fyret måtte tage imod en rolle som genganger i "Plan 9 from Outer Space". Her stavrede hun ubehjælpsomt rundt med sort hår, kjole og make-up med sin imponerende barm væltende udover den ligeså imponerende hvepsetalje. Af frygt for at blive genkendt i det dårlige selskab nægtede hun at have replikker. "Plan 9..." var hendes eneste optræden hos Wood, og i dag lever hun blandt andet af at lave afgnindingskopier af kendte skuespilleres gravsten og sælge dem som souveniers i Hollywood. Ud over det faste persongalleri var der altid en rigtig amatør eller to med i Wood’s film. Sagen var, at Wood altid manglede penge til sine film. Derfor indgik han økonomiske aftaler, hvor donoren eller et nærtstående familiemedlem kom med på rollelisten. På den private front giftede Wood sig hurtigt med Norma McCarthy, der forlod ham ligeså hurtigt, første gang han ville spise morgenmad iført en af hendes natkjoler.

"Jeg tror, at han opfattede sin transvestisme, som et handicap", siger Rudolph Grey.

"Han ville sikkert helst have været foruden, fordi det skabte problemer for ham. Men Wood var en outsider. Han kommer altid tilbage til transvestismen i de cirka 75 bøger - han skrev op gennem 60erne og 70erne. Der findes altid personer med en svaghed for dametøj. Det var uden tvivl sexuelt æggende for Wood", mener Rudolph Grey.

Historien vil vide, at transvestismen stammer fra Wood’s barndom, hvor hans mor yndede at klæde ham ud i pigetøj. I Grey’s bog er der et foto fra 1948, som Wood har sendt til sin mor. Her er han iført angora-sweater. Også i filmene vrimler det med hentydninger til transvestisme. Lobo - Tor Johnsson - i "Bride of the Monster" har en svaghed for angora-sweatre, i "Plan 9..." dublerer Wood selv for en kvindelig skuespiller i et trafikuheld, i gangsterfilmen "Sinister Urge" optræder en politimand i dametøj for at lokke en kvindemorder frem. Og i Wood’s bløde pornofilm "Take It Out in Trade" fra 1970 optræder han selv som "“the drag queen Alicia" iført blond paryk, orange sweater, lime-grøn kjole og lange hvide støvler.

Op gennem livet blev Wood mere og mere åben om sin transvestisme. Han yndede at prale med, at han under krigen slog japanere ihjel iført bh og trusser, og han hævdede højlydt, at både Danny Kaye og Tony Curtis var transvestitter. Sidstnævnte havde han angiveligt prøvet dametøj sammen med i Hollywood’s filmmstudier i de tidlige 50ere.

I 1955 mødte han Kathy O’Hara Everett. De blev gift, og hun blev hos ham på den permanente nedtur, der startede med udgangen af 50erne og først sluttede med Wood’s død i 1978 - eller måske med hans kultstatus i 1980erne - eller måske med Tim Burton’s film i 1995?

Op gennem 50erne skrev og instruerede Wood seks film, men han var involveret i utallige andre hel- og halvfærdige projekter. De seks film var udover "Glen or Glenda", "Plan 9 from Outer Space" og"Bride of the Monster". De to mere traditionelle gangsterfilm "Jailbait"” og "Sinister Urge" og gyseren "Night of the Ghouls".

“Night of the Ghouls” er en klassisk Ed Wood gyser fra 1958 filmet i dårlige kulisser med alt for lange dialoger og med special effects som for eksempel et vaskeægte spøgelse i lagen. Men samtidig indeholder den scener af næsten surreal karakter. “Sinister Urge” foregår i et pornofilm miljø, hvor en ung mand overfalder kvinder, flår tøjet af dem og myrder dem med sin springkniv. Den er næsten en almindelig b-film, men indeholder klassisk Ed Wood sjusk, som for eksempel et lig der i hver ny scene ligger et andet sted i en anden stilling og i en anden grad af afklædthed.

Det blev den sidste "rigtige" Ed Wood film.

I midten af 60erne havde Wood opbrugt alle sine midler. Han var stærkt alkoholiseret og levede fra hånden til munden sammen med sin hustru Kathy. Ingen seriøse filmproducenter i Hollywood ville vide af ham. Pengekassen var lukket i over alt, men Wood havde stadig sin kroniske skrivekløe. Efter stripfilmen “Orgy of the Dead” i 1965 gav han sig for alvor i kast med pornografien. I første omgang på skrift. I 60erne og 70erne skrev han cirka 75 bøger og noveller.

"Hans mange romaner og noveller var en erstatning for at lave film", mener Rudolph Grey, der har læst omkring 50 af Wood’s historier. "“Wood brugte filmiske virkemidler i bøgerne, og når han signerede dem til venner og bekendte skrev han altid "lad os finde en million $ og lave den her om til en film!"

Men de eneste film, som Ed Wood fik lavet fra 1970 og frem til sin død i 1978 var udover en lang række små pornofilm til automatiske peep-shows og en serie film til et brevkursus i sex også en håndfuld halvpornografiske værker til egentlig biografdistribution. I modsætning til Wood’s produktion i 50erne er hans sidste film nærmest uopdrivelige. Rudolph Grey har fundet en 43 minutter lang version af "Take it Out in Trade", hvilket vil sige at halvdelen af dette soft-core epos er forsvundet. Han har også lokaliseret "Class Reunion" fra 1972, der faktisk bare er en masse mennesker i seng med hinanden, kædet sammen af tre minutters temmelig sær Ed Wood dialog.

“Når man ser dem, er man ikke i tvivl om, at de er lavet af Ed Wood" mener Rudolph Grey. Han vil ikke kalde Wood’s 70er film for porno, men hellere soft-core sex, selvom filmen "Necromania" fra 1971 i sin oprindelige form skulle have indeholdt nogle heftige oralsex-scener i Criswell’s aflagte kiste.

"Filmene blev lavet for kun $5.000, men alligevel fik Wood noget interessant ud af dem", mener Grey.

"Forstået på den måde, at de indeholder nogle meget sære sekvenser, som man normalt aldrig finder i en 16 mmm pornofilm". Pornofilm eller ej. Wood kunne hverken holde alkoholen eller pantefogeden fra døren. Han døde hjemløs i en vens seng den 10. december 1978. Han blev 53 år gammel, og ifølge hans hustru Kathy stod frygten malet i hans ansigt, som havde han set en af de mange mørkets tjenere, som han yndede at portrættere i sine film.

Han blev ikke begravet i damtøj, men hans aske blev smidt i havet. Om det var hans sidste vilje kan man kun gisne om eller søge svaret i et afsnit fra Wood’s bog "En transvestits død":

"Endnu en krampetrækning sendte blodet hvirvlende fra mine sår op igennem min mund. Jeg kunne ikke bevæge mig længere, ikke engang mine arme eller hænder. Jeg følte at enden var nær, men jeg sloges for hvert eneste dyrebare sekund. Pludselig syntes alting enormt tåbeligt. Den måde alting er indrettet på. Jeg havde lyst til le, men jeg kunne ikke samle mine sanser om dette privilegium. End ikke dette var mig tilladt i mødet med min skæbne. Men det gik op for mig, at jeg stadig var klædt i dametøj. Jeg skulle dø iført det tøj, som jeg altid havde ønsket at dø i. Jeg ønskede kun, at jeg kunne nå angora-sweateren og parykken."

Rudolph Grey har fået oversat sin bog til både tysk, finsk og japansk, og han hævder at have materiale til endnu en bog. For nylig er der også dukket en kuffert op med en del af Wood’s personlige scrapbøger samt et interview fra bladet "

Psychic Review" i 1973. Alt i alt nok til at lave en cd-rom, mener Rudolph Grey.

"Jeg elsker Ed Wood’s film mere end nogensinde", hævder han.

"De rammer noget i mig, og jeg er sikker på, at surrealister som Bunuel og Dali ville have taget imod “Glen or Glenda” med åbne arme, hvis de havde set den."

"Det jeg fortryder mest er, at jeg aldrig nåede at tale med Ed Wood selv. Jeg elsker hans film, hans skuespillere, de sære replikker, lyset og musikken, som ingen sjovt nok fremhæver, selvom den var en vigtig del af hans film. Ed Wood var ingen fjumremikkel. Han var ikke talentløs. Han lavede sælsomme, bizarre, ejendommelige og originale film, der er ligeså unikke som et fingeraftryk."

Sådan taler en ægte fan, men Grey tilføjer også, at han vidste, at han havde fingre i en milliondollar historie, da han skrev om forholdet mellem Ed Wood og Bela Lugosi.

Men det havde Criswell jo allerede forudsagt.....