Om bloggen 



Denne blog indeholder kommentarer til dansk, svensk og tysk politik samt omtaler af bøger, musik, film og teaterstykker, som jeg har fundet interessante. Den opdateres med ujævne mellemrum, når jeg har tid.

Om forfatteren
Jeg er lektor i statskundskab ved Umeå universitet. Min præsentationsside (på svensk) findes her.

Alternativer:
Klik her for at komme til min hjemmeside, hvis du ikke kan se navigationen til venstre.
Klik her for at se denne blog uden navigationen til min hjemmeside .
Klik her for at komme til min engelske blog.

Der er ingen kommentarfunktion på bloggen, men jeg kan kontaktes via e-post. Brug denne formular for at sende en besked. 

 

Lør - November 26, 2005

Kommunalvalget 



Forskellige resumeer og kommentarer kan findes på min engelske blog. 

Posted at 04:25 PM    

Man - Oktober 31, 2005

Franz Müntefering går som partiformand 


Nye problemer i Tyskland 

Tyske medier meddeler, at SPD's partiformand Franz Müntefering vil gå ved partikongressen om 14 dage, efter at hans kandidat til posten som generalsekretær Kajo Wasserhövel tabte en kampafstemning i SPD's bestyrelse til Andrea Nahles.

Nahles er én af de mest fremtrædende yngre politikere på SPD's venstrefløj, og valget af hende rejser spørgsmålet, i hvilken udstrækning SPD's partiorganisation egentlig står bag regeringssamarbejdet med CDU. Müntefering har desuden udtalt, at han muligvis ikke vil indgå i den nye regering.

Der er nogle komplikationer i SPD's organisation, som indebærer, at posten som generalsekretær ikke i sig selv er helt så magtfuld, som man kunne tro. Det er posten som forretningsfører, som nærmest svarer til posten som partisekretær i skandinaviske partier, mens generalsekretæren hos SPD mere er partiformandens højre hånd i valgkampsarbejdet.

Det kan derfor også være svært at sige præcist, hvorfor et flertal i SPD's bestyrelse valgte at stemme imod partiformanden kandidat. En mulighed kan være, at modstanderne har anset, at det var en relativt billig mulighed for at profilere partiet mod venstre, uden at tænke de interne konsekvenser igennem. En anden mulighed kan være, at der findes en udtalt modstand mod regeringssamarbejdet med CDU/CSU, hvilket i givet fald kan bringe valget af Angela Merkel som forbundskansler i fare.

SPD's – og i og for sig også CDU/CSU's – problem er naturligvis, at partiet ikke har nogle realistiske alternativer til den store koalition, idet både trafiklysalternativet (SDP-FDP-Grüne) og Jamaicaalternative (CDU/CSU-FDP-Grüne) tidligere er afvist.

Süddeutsche Zeitung: Müntefering stellt Mitarbeit im Kabinett in Frage.
Tagesschau: SPD-Linke stürzt Müntefering.
Die Zeit: Müntefering will Parteivorsitz abgeben. 

Posted at 04:23 PM    

Man - Oktober 17, 2005

Nu har vi ministrene 


Så mangler vi bare politikken 

Unionspartierne præsenterede i dag mandag deres ministre i den kommende tyske regering. Der var én mindre overraskelse, idet Thomas de Maizière (CDU) – indenrigsminister i Sachsen og fætter til DDR's sidste ministerpræsident – blev kansleramtsminister.

Man bør bemærke, at de Maizière rent faktisk er vesttysker, selv om det meste af hans karriere er forløbet i flere af de østtyske delstater, og at han ligesom udenrigsminister Frank Walther Steinmeyer måske snarere er en typisk politisk embedsmand end egentlig politiker.

Der er lidt uklarhed om, hvordan man skal beregne fordelingen af ministre, men hvis man medtager kansleramtsministeren i beregningerne, bliver resultatet, at CDU – inklusive Merkel og de Maizière – har 6 ministerposter, CSU 2 og SPD 8.

Dette svarer ganske godt til den relative fordeling af stemmer mellem de tre partier: Med 16 ministerposter skulle CDU besætte 6,4 ministerpost, CSU 1,7 ministerpost og SPD 7,9 ministerpost. Strengt taget bliver CDU altså snydt for 0,6 ministerpost, mens CSU er den største vinder med 0,3 ministerpost for meget.

I virkelighedens verden kan man naturligvis ikke skære ministre midt over, og i stedet opererer man med “tungere” og “lettere” ministerier som del af fordelingsnøglen. For unionssiden er det kan det være mere problematisk, at SPD sidder på to økonomiske ministerier (finans- og arbejdsministerierne), mens CDU/CSU kun besætter erhversressortet.

Efter avisrapporterne at dømme var der størst dramatik om udnævnelsen af Horst Seehofer (CSU) som landbrugsminister – både inden for CSU og ikke mindst CDU var der kredse, som mente, at Seehofer stod SPD for nær socialpolitisk. Angela Merkel skal have foretrukket Michel Glos som den anden CSU-minister, mens Edmund Stoiber i første omgang skal have foretrukket Günther Beckstein – ikke mindst for at kunne gøre plads til Erwin Huber på posten som bayersk ministerpræsident.

Tilbage står et lille problem: Parterne er ikke rigtigt begyndt på diskussionerne om koalitionens politik. Set i et dansk perspektiv kan sporene fra SV-regeringen 1978-1979 måske virke en smule skræmmende.

Sammenligning af de store koalitioner 1966 og 2005 (opdateret).
Tagesschau – Die Köpfe im neuen Kabinett 

Posted at 11:04 PM    

Søn - Oktober 16, 2005

Den store Koalition 2 


Ser man på detaljerne, er tysk politik overraskende forudsigelig 

Selv om arbejdet med at få en koalition mellem CDU/CSU og SPD op at stå stadig er i gang, og selv om unionspartierne stadig ikke har sat navn på deres ministre, antyder de meldinger, man ind til nu har kunnet få via medierne, at vi står over for en overraskelse. Eller rettere sagt: Vi står netop ikke over for en overraskelse, hvilket kan være interessant givet al turbulensen i tysk politik de seneste år.

Den store Koalition, del 2, er naturligvis mindre skelsættende end del 1, i og med at hverken SPD eller CDU/CSU skal bevise, at de er regeringsduelige – i 1966 havde SPD jo været ude af regeringer på nationalt niveau siden 1930. På den anden side har man i 2005 tre oppositionspartier fordelt rundt om på de politiske skalaer i stedet for ét mellem 1996 og 1969.

Fordelingen af ministerposter
I medierne er der gjort meget ud af, at specielt CDU har betalt dyrt for koalitionen: Lidt afhængigt af, hvordan man regner, står partiet til 4 eller 5 ministerposter og CSU til 2, mens SPD er den store vinder med 8 poster – herunder udenrigs-, finans- og arbejdsministerierne.

Det er korrekt, at den “rigtige” fordeling af ministerposter havde været 7/7, når man tager i betragtning, at de to sider i praksis er lige store, ligesom CSU “kun” skulle have haft 1,4 ministerpost. Det sidste kan forklare Angela Merkels angivelige udmelding om, at CSU kun kan kræve ét “stort” ministerium. Det ville næppe efterlade et godt indtryk at skære Horst Seehofer midt over, selv om en del i CSU sikkert kunne have lyst til at gennemføre en sådan operation.

Mellem 1966 og 1969 var CDU/CSU klart seniorpartneren, og unionspartierne besatte da også 11 ministerposter mod SPD's 9, hvilket svarede ret godt til stemmefordelingen mellem partierne i 1965.

Eventuelle læsere vil bemærke, at der rent faktisk er forsvundet nogle ministerposter siden den første store koalition: Det handler især om mindre ressorter, der af den ene eller anden grund er blevet politisk irrelevante. For eksempel er Postvæsenet privatiseret og behøver derfor ingen egen minister (1966-1969: Werner Dollinger, CSU), ligesom DDR som bekendt blev nedlagt i 1990, hvorfor en minister for indretyske anliggender ikke ville have så meget at lave (1966-1969: Herbert Wehner, SPD).

Inden forkæmpere for afbureaukratisering begynder at fremhæve Tyskland som et forbillede, bør jeg nok tilføje, at man siden 1970'erne er begyndt at udse vice-ministre i store mængder. Når alt kommer til alt, er der flere politiske poster, som skal besættes i 2005 end i 1966.

Ressortfordelingen
Ser man på den konkrete fordeling af ressorterne, tegner der sig et interessant billede. Der er nemlig intet sket mellem 1966 og 2005: Partierne besætter med to undtagelser de samme poster i 2005 som i 1996.

De eneste forskelle består i, at CSU og SPD har byttet plads på finans- og erhvervsministerposten, og at SPD har overtaget arbejdsministeriet fra CDU.

For rigtig at sætte streg under morskaben kan det nævnes, at CDU-manden Hans Katzer, som var arbejdsminister mellem 1965 og 1969, havde sin politiske basis i CDU's fagforeningsfløj CDA. På den anden side er det indlysende, at Franz Müntefering som partiformand og vicekansler giver posten en meget større politisk vægt end Katzer.

Personerne – eller “Alle kommer til Bonn”
En del af myten om Den store Koalition bygger på billedet af Kurt-Georg Kiesinger, Franz-Josef Strauss, Willy Brandt og Herbert Wehner om det samme bord.

Kiesinger og Brandt var regeringschefer i hhv. Baden-Württemberg og Vestberlin, inden de blev ministre i Bonn, Kiesinger havde været medlem af NSDAP, Wehner af KPD og både Brandt og Wehner havde tilbragt tiden mellem 1933 og 1945 i eksil. Franz-Josef Strauss var Franz-Josef Strauss, og det er nok den mest præcise måde at sige dét på.

I den sammenhæng blegner Den store Koalition 2 noget ved første blik. SPD stiller med nogle forhenværende ministerpræsidenter – Steinbrück, Gabriel – mens Stoiber er den eneste, som decideret har opgivet en ministerpræsidentpost til fordel for en ministerpost i Berlin. Roland Koch fra Hessen og Christian Wulff fra Niedersachen bliver, hvor de er, og spørgsmålet er, i hvilken udstrækning de har lyst til at gøre livet surt for kansleren.

På den anden side er henvisningerne til de store ministerpræsidenters rejse til Bonn nok at overvurdere koalitionen mellem 1966 og 1969.

Flere af ministrene på begge sider havde store karrierer foran sig efter 1969 – f.eks. blev Kai-Uwe von Hassel Forbundsdagens præsident – han havde desuden været ministerpræsident i Slesvig-Holsten, inden han blev minister i Bonn – mens Gerhard Stoltenberg blev først ministerpræsident i Slesvig-Holsten og siden finansminister og forsvarsminister i Bonn og først afsluttede sin politiske karriere i 1992 – ligesom der var mange relativt anonyme partisoldater mellem ministrene i den første store koalition.

Fokuseringen på Kiesinger og Brandt forvrider vores billede af den første store koalition. Fraværet af fornyelse i SPD's mandskab i 2005 blevet bemærket, men på den anden side stod CDU i 1966 med en kansler, der var kørt uhjælpeligt fast, og som blev sat fra bestillingen mere brutalt end Schröder i 2005. Samtidig fik unionspartiernes loyale ministre fra andet geled i stor udstrækning lov til at blive i regeringen frem til 1969.

Oversigt over ministerposterne 2005-10-16. (Navnene på CDU/CSU's ministre er ikke bekræftede pr. dags dato)

Kilder:
Wikipedia.de – Kabinett Kiesinger
Wikipedia.de – Vorläufiges Kabinett Merkel
Tagesschaus portrætter af ministeremnerne – Mögliche Köpfe im neuen Kabinett
Parties-and-elections.de – valget 2005, valgene 1949-2002 

Posted at 04:22 PM    

Meningsmålingerne slår til igen 


Nye tal i svensk politik 

Søndagens Svenska Dagbladet offentliggør en meningsmåling fra Sifo, som det kan være interessant at sammenligne med lørdagens to meningsmålinger.

m - 30,2, fp - 9,1, c - 5,3, kd - 4,8 – samlet 49,4%

s - 33,7, v - 6,4, mp - 4,3 – samlet 44,4%

Øvrige partier angives til godt 6%, hvoraf Junilistan ligger i nærheden af 4%, mens F! ligger “klart under” 1%

Sifo angiver, at 1875 personer blev spurgt i undersøgelsen.

Sammenligner man med RUAB og SKOP, ligger SIFO generelt nærmere RUAB's beregninger, både hvad angår blokkenes styrke og de borgerlige partiers indbyrdes styrke. Til gengæld er v's tilslutning ifølge SIFO større end hos RUAB og SKOP.

For nu at bidrage til underholdningen kan SvD meddele, at der kan blive smidt endnu en havkat i hyttefadet til valgene i 2006, idet de regionale sygehuspartier kan være på vej til at opstille nationale lister. Ved valget i 2002 var Norrbottenspartiet med 8% af stemmerne i – surprise – Norrbottens läns valgkreds relativt tæt på at sprænge den regionale spærregrænse, som indebærer, at et parti kan blive repræsenteret i Riksdagen, hvis det opnår 12% af stemmerne i en valgkreds.

Kilde:
SvD 2005-10-16 Junilistan klarar plats i riksdagen.
SvD 2005-10-16 Sjukvårdspartiet kan riksdagssatsa. 

Posted at 03:04 PM    

©