| UrbanWinds homepage | Tilbage til artikeloversigt |
 Egebjerggård, Ballerup, Københavnsregionen
Høje Tåstrup, Københavnsregionen
Skarpnäck, Stockholms Stad
Södra Stationsområdet, Stockholms Stad

Bo Grönlund, oktober 2002:

Informationsbyen og gaden som bymæssig form
- 4 nyere bydeles forhold til det urbane

(Katalogtekst til udstillingen Byforskningens Rum, Kunstakademiets Arkitektskole)

 

Ønsker om en mere 'bymæssighed' - også i nye bydele - brød i Skandinavien igennem samtidig med postmodernismen for 25 år siden. I Københavnsområdet kendes eksempler som Egebjerggård i Ballerup og stationsbyområdet i Høje Tåstrup. I Stockholm er Skarpnäck paradeeksemplet. Senere er Södra Stationsområdet kommet til her, Bo01 i Malmö og Ørestaden i København er undervejs.

De 'bymæssige' målsætninger har typisk handlet om tilvejebringelse af en mere traditionel bystruktur med karréer, gader og pladser, funktionsblandning og synlige mennesker i det offentlige rum.

En række kritikere har udtrykt skuffelse over resultaterne, og interviews med beboerne viser at der lægges mest vægt på naturmiljøet i relation til boligen.

Spørgsmålet om bymæssighed lider under en relativt svag teoretisk underbygning. Arkitekter ser ofte det bymæssige som særlige formtypologier og bebyggelsestætheder, hvorimod andre professioner betoner menneskelige handlinger, livsformer, offentlighed, mangefold, tilfældighed, bevægelsesnetværkernes topologi, m.m. Hvis målsætninger om bymæssighed skal blive meningsfulde og mulige at evaluere i praksis, behøves en større enighed om begrebet. Samtidig er det næppe muligt eller ønskeligt at definere det rigoristisk og udtømmende.

Johan Asplund ser urbaniteten først og fremmest ser som et tæt potentiale for uplanlagte møder og tilfældige sammentræf, der kan skabe nye muligheder og nye ressourcer. I følge ham har graden af urbanitet samtidig at gøre med en åbenhed for at lade disse møder og sammentræf få indflydelse på de involveredes personers videre liv.

William Whytes empiriske undersøgelser peger i samme retning. Han betoner bl. a. en høj tæthed af mennesker og aktiviteter, mange sanselige stimulanser og direkte trængsel.

Henri Lefebvre er kritisk overfor den moderne byudvikling, som har udhulet det urbane liv og skabt en abstrakt verden. For ham har urbaniteten at gøre med møder med forskelle, liv og leg, tale og samtale - også med fremmede - samt med brug af alle sanserne. Byen og dens huse, kunst og menneskeliv bør således ses som 'værker' modsat rutineproduktion og profit.

Richard Sennett betoner særligt urbanitetens betydning for samfundets sammenhold og en solidarisk udvikling. Forudsætningen for en større empati er konfrontationer med forskelle i levende live. Situationer hvor det kan finde sted bør fremmes. Det vil også give et rigere liv og mere meningsfyldt personlig udvikling.

Bill Hillier bruger computeranalyser af byens rumlige netværker og korrelationer mellem rumlige og andre forhold til at finde urbane parametre. Der er bl. a. fundet stærke sammenhænge mellem antallet af fodgængere og integrationsforhold i bevægselsesnetværket. En gennemsnitligt høj rumlig integration kombineret med en tilpas lokal variation er et gennemgående træk i traditionelle vestlige byer - en topologi som blev brudt med modernismen.

Projektet ' Informationsbyen og gaden som bymæssig form - 4 nye bydeles forhold til det urbane' undersøger urbaniteten dels som byen af mennesker og dels som byen af værker. Begge relateres til den rumlige struktur, bl.a. med Hilliers metoder. Der fokuseres primært på det offentlige rums forskelle og oplevelsesmuligheder, men også på funktionsintegration af private virksomheder, der har vist sig svær at opnå.

 

De fire undersøgelsesområder: Egebjerggård, Høje Tåstrup, Skarpnäck og Södra Station.

I Høje Tåstrup og Skarpnäck påbegyndtes planlægningen sidst i 1970-erne, i Egebjerggård og Södra Stationsområdet i 1980-erne. Den første indflytning skete i anden halvdel af 1980-erne, i Skarpnäck allerede lidt tidligere. Sidstnævnte var i det væsentlige udbygget i boligdelen i slutningen af 1980-erne og Egebjerggård og Södra Station i løbet af 1990-erne. Høje Tåstrup har fortsat en del ledige centralt placerede arealer.

De fire områder er nogenlunde lige store. De har alle elementer af en karréstruktur med fra ca. 25 til 40 'karréer', færrest i Egebjerggård, der også er mest åben. De tilladte bebyggelsesprocenter er 40 i Egebjerggård, 80 i Høje Tåstrup, 100 i Skarpnäck og 200 på Södra Station. Medregnes trafikarealer og grønne områder er tætheden reelt lavere, undtagen i sidstnævnte eksempel, der er en komplettering i et tætbyområde. I Egebjerggård er den reelle bebyggelsesprocent som helhed ca. 25. Indbyggertallet går fra nogle hundrede i Høje Tåstrup til ca. 9000 i Skarpnäck. Høje Tåstrup har til gengæld mange arbejdspladser i private virksomheder.

Alle områderne har haft ekstraordinært gode planlægningsforudsætninger, ofte med offentligt ejet jord, stærk kommunal planlægning. arkitektkonkurrencer, velrenommerede konsulenter og arkitekter samt velvillige politikere.

Rumlig struktur
De fire bydele skulle lade sig inspirere af den traditionelle europæiske bys rumlige struktur og man kan finde træk heraf i det gennemførte. Mest man har dog fået modernistiske rumlige løsninger, som undergraver urbaniteten. Områderne ligger oftest som øer for sig selv i bylandskabet. Internt er gennemfart almindeligvis begrænset eller stoppet og i stedet for en by med et 'rudenet' af linier at bevæge sig rundt i, bliver trafiksystemet fraktalt med forgreninger som på et træ, i hvert fald for bilerne. En rumlig syntaksanalyse viser f.eks., at Skarpnäcks mest velintegrerede gade ikke er 'hovedgaden', men en gade i kanten med bedre kontakt til de omgivende veje. Samtidig har fodgængerne ofte for mange og korte bevægelseslinier, der spreder folk og hurtigt gør mennesker usynlige. I Høje Tåstrup vender det vigtigste rum - torvet i City 2 - også indad og det store butikscenter har bagsider eller store trafikarealer mod de omgivende bydele hele vejen rundt. En diagonal forbindelse til stationen mangler også.

Mennesker i det offentlige rum
Den tilstræbte livlighed af mennesker i de offentlige rum er vanskelig at opnå i praksis. De mest centrale steder i Høje Tåstrup Stationsby, Skarpnäck og Södra Stationsområdet gennemstrømmes af maks. ca. 1000 mennesker pr. time, hvis bevægelser i alle retninger tælles med. Dette niveau svarer til Whytes undre grænse for at opleve at være på et centralt sted. I de nævnte bydele er der dog overvejende tale om en hurtig gennemstrømning af travle mennesker, der ikke giver grundlag for mange interessante møder. I Egebjerggård kommer der maks. ca. 500 mennesker i timen i butiksområdet. De fleste gader, veje og stier i områderne har dog langt færre mennesker. Hvis man går systematisk rundt og observerer, er det overvejende indtryk tomhed på mennesker.

Virksomheder i bydelene
Den offentlig service er god: kollektiv trafik, skoler og institutioner, kulturhuse og biblioteker samt omsorg for gamle og svage. Dette kan besluttes politisk, selv om prioriteringerne svinger lidt - også over tid. Først i 1990-erne have f.eks. Skarpnäck ca. 1000 offentligt ansatte til at betjene ca. 9000 beboere. Det var lidt ekstremt med både et lokalt bydelsforvaltningseksperiment og ualmindeligt mange handicapboliger her, men tallet antyder at den offentlige sektor spiller en betydelig rolle i de nye bydele - ikke kun som lokal service, men også som beskæftigelse.

Drømmen om mange små virksomheder langs med hovedstrøgene er derimod svær at realisere, eller resultatet bliver mindre interessant. Kun fødevarebutikker, kropspleje og restauranter trives. Andre giver op af mangel på kunder, typisk butikker med beklædning, eller bliver bortrationaliseret som bank og post. Nogle lokaler står tomme længe, bl.a. på grund af dårlig beliggenhed. Kontorer laver ofte indsynsbeskyttelse af vinduer og døre og bidrager kun lidt til bylivet. I Høje Tåstrup kan ikke engang Netto overleve på Stationstorvet. Bydelen kapitulerede til nogle få store virksomheder. Ca. halvdelen af karréerne domineres nu af TeleDanmark TDC og Den Danske Bank, der har egne glasgader oppe i luften og egne kantiner, så de ansatte kan blive inde hele dagen.

Arkitekturudtryk
Egebjerggårds arkitektoniske variation er stor, men samtidig præget af 'lav-tæt' grupper hver for sig. Høje Tåstrup stationsbys arkitektur bygger på en retvinklet, afdæmpet klassicisme med strenge krav til ensartede materialer, farver og bygningshøjder. Skarpnäck er planlagt som en ret sluttet samlet form bygget i røde sten. Også her er der retvinklet klassicisme i planen, der dog er mindre stram og husene lægger sig mere op ad et facadeudtryk i den funktionelle tradition. Södra Stationsområdet er bygget i flere niveauer, bl.a. på et stort dæk over jernbanen, og i flere stilarter.

Samtlige bydele signalerer en vilje til urbanitet i pladsudformning og gaderum, men arkitekturen fungerer kun enkelte steder til fremme af urbane møder. Arkitekturens 'urbanitets' aspekter er blevet mere formalistiske end katalytiske i forhold til fremme af menneskelige hændelser, det uventede og det anderledes. De potentielle muligheder for flere og mere brugte urbane mødesteder kunne understøttes mere af arkitektur og rumudformning. Når urbaniteten ind i mellem alligevel funger, sker det til dels på trods af den arkitektoniske form - på grund af mange mennesker omkring stationerne, multietnicitet, kulturhuse og lignende. Kun Fatbursparken i Södra Stationsområdet og koblingen til Medborgarpladsen er en klar urban ressource, som arkitekturen understøtter. Selve arkitekturen i bydelene er ofte for ensformig og/eller uinteressant og pladserne med relativt mange mennesker for store, for små eller vender forkert. Der er i flere af områderne for mange karréer der ser ens ud og det traditionelle princip med flere bygherrer for hver karré er ofte blevet til det modsatte: flere karréer til hver bygherre.

 

Nye urbanitetsstategier udenfor cityområderne?

At fremme urbaniteten forudsætter en omhyggelig udvælgelse af egnede steder samt en programmering, der går længere end til formalæstetiske overvejelser og en optimistisk tro på en funktionsblandning, der nærmest kommer af sig selv, hvis man bare tillader den.

Vanskelighederne ved at fremme urbanitet i nye bydele på 'bar mark' må samtidig føre til at andre strategier også forsøges. Nogle svenske byer, bl.a. Karlstad og Västerås, er slået ind på en strategi, som muligvis er mere fremkommelig, nemlig en gradvis komplettering og restrukturering af punkter og strøg udenfor centrum, hvor forudsætningerne for at opnå de ønskede kvaliteter allerede i nogen grad er tilstede. Det dog for tidligt at evaluere disse forsøg, der ikke er kommet ret langt.

Projektets baggrund:

Projektet er startet som et led i forskeruddannelse ved Nordplan i Stockholm og er i dag foruden til Kunstakademiets Arkitektskole også knyttet til LTH i Lund. Det har kontakter til planlægningsafdelingerne i Stockholm, Ballerup og Høje Taastrup. Ekstern finansiering er kommet fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, Kulturministeriets forskningspulje, m.fl. samt Byggforskningsrådet i Sverige.

Referencer:

Johan Asplund: Storstäderna och det fortanska livet, 1992
William H. Whyte: City - rediscovering the Centrer, 1988
Henri Lefebvre: Writings on Cities, 1996
Richard Sennet: The Conscience of the Eye, 1990
Bill Hillier: Space is the Machine, 1996
Ann Skantze: Tillhörighet och Främlingsskap, 1996 (on Skarpnäck)
Arkitekten publishers (editor): Egebjerggård, Housing Exhibition, bo i by, 1996
By & Byg (editor): Livet i Egebjerggård, 2002 (forthcoming)
Jette Fuglsig Mogenensen & Dorte Burlaos: Idealer, planer & virkelighed, 2002 (on Høje Tåstrup - final exam project, The Danish Technical University)
Carsten Bergendahl (editor): Fatburen 3000 år, 1992 (on the Södra Station district)
Elisabeth Lilja: Den ifrågasatta förorten, 1999 (on the Södra Station district)
Lars Marcus: Architectural Knowledge and urban Form, 2000 (on the Södra Station district)

Hele Bo Grönlunds udstillingsplanche - oversigt (originalen er 2x4 meter)
 
| UrbanWinds homepage | Tilbage til artikeloversigt | Tilbage til øverst på denne side |