Choay: The Rule and the Model

'La Règle et le Model' begyndte som en disputats for Doctorat d´État, forsvaret i 1978, og fik, da den blev publiceret i 1980, det prestigefyldte 'Grand prix de la critique d´architecture'. Bogen blev udgivet på italiensk i 1986, men først i 1997 på engelsk, da et tidligt oversættelsesforsøg i begyndelsen af 1980-erne ikke var godt nok. Bo Grönlund havde glæden at høre Choay forelæse på engelsk om bogen på et Nordplan forskerseminar i Paris umiddelbart efter publiceringen af den franske udgave. Det gav et stort og vedvarende indtryk, som gerne skulle formidles til flere. Originaludgaven var dog for vanskeligt tilgængelig med et almindeligt skandinavisk gymnasiefransk, så dette forehavende måtte derfor dengang opgives efter en forgæves kamp med ordbøgerne. Den engelske udgave er nemmere at gå til, men heller ikke den er uproblematisk, selv for læsere der mestrer engelsk. Timothy Brittain-Cathlin siger i hans anmeldelse i The Architectural Review at bogen er værd den massive anstrengelse den kræver, men at læseren foruden engelsk må kunne begå sig også på i hvert fald latin, fransk og spansk. Begge dele passer - det kan garanteres. Det følgende resumé, der forhåbningsvis kan lette en introduktion til Choays store arbejde med arkitekturtraktater, utopier og urbanismteorier, har kun været muligt at skrive ved sideløbende at konsultere adskillige ordbøger, opslagsværker og andre kilder.

'The Rule and The Model', den engelske udgave fra MIT Press, er nu allerede udsolgt fra forlaget, men har - lødigheden og budskabets betydning taget i betragtning - givet forbavsende lille omtale. Via databaser tilgængelige fra Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek har det stort set ikke været muligt at finde nogle kommentarer.[1] På hele internettet findes der kun en enkelt anmeldelse - Brittain-Cathlins ovenfor nævnte - der er på kun 13 linier.[2] Resuméet vil derfor forhåbentlig udfylde et tomrum.

Francoise Choay er født ca. 1925. Hun er uddannet filosof og professor emeritus i idéhistorie og urbanismens historie ved det franske institut for urbanisme ved Paris Universitet og har også været involveret i en række tidsskrifter. Choay har arbejdet tæt sammen med arkitektskoler i Paris, USA og Italien og har skrevet bl.a.: 'Le Corbusier', 1960; 'L´Urbanisme, utopies et réalités', 1965; 'The Modern City - Planning in the 19^th Century', 1969; 'Alberti and Vitruvius' i AD no 5-6, 1979. Desuden er hun en af de to hovedpersoner bag et fransk leksikon om urbanisme og byplanlægning - Pierre Merlin & Francoise Choay: Dictionnaire de l'urbanisme et de l'aménagement,1988 - det bedste nutidige af sin slags på et vesteuropæisk hovedsprog. Hun har også en artikel om Le Corbusier fra 1993 i Encyclopædia Britannica. Choay har i de senere år arbejdet med spørgsmål om by- og bygningbevaring. En ny bog om dette emne udkommer på engelsk i begyndelsen af 2001: 'The Invention of the Historic Monument'.[3]

'The Rule and The Model' kommer med væsentlige udsagn om arkitektur, rum og bybygning - og om de teoretiske vanskeligheder i den forbindelse. Bogen er samtidig et ret eksemplarisk komparativt studie både på tværs af genrer og på langs af de sidste godt 500 års europæiske historie. Den udfylder ikke mindst et tomrum i den historiske litteratur om bybygningsteorier i perioden fra renæssancens gennembrud til 1800-tallets anden halvdel - med perspektiver op til nutiden.

Francoise Choay: 'The Rule and the Model' - en introduktion

Begrebet by forstået som bygget objekt fandtes ikke før 1400-tallet og først efter ca. 1750 udenfor de lærte cirkler.[4] Mange tidlige tekster om byer er primært lovprisninger af en bestemt by, for at styrke personers tilhørsforhold til denne. Bruni i Firenze i 1300-tallet er den første, som beskriver en by primært som noget rumligt - også her er der dog tale om lovprisning. Men i 1400-tallet begynder der at ske noget nyt, siger Choay:

"Once the traveller is able to be attentive to the unfamiliar without rejecting it, without reducing it to his everyday experience or simply apply to it the categories of the marvellous and the wondrous, the strangeness of the spaces he encounters on his journey across seas or centuries, will lead him to see his own relative strangeness. Commentary on oneself will then proceed by way of commentary on the other. The interaction of the self and the other, the shock of difference, call for comparison, for precise observation and measurement, and hence for a depersonalisation and objectification of the built environment".[5]

To slags tekster bidrager til objektifieringen, dels de vurderende beskrivelser af antikke steder, dels rejsebeskrivelser fra de store opdagelsesrejser. I 1430 gennemførte Braccioloni den første systematiske kortlægning af det antikke Rom. Der er en nær relation mellem studier af antikken, objektivering og erindring. By-guidebøger opstår som 'genre', skaber distance og gør byen til et simulakrum for blikket. De fremhæver rum og marginaliserer rum, samtidig med at de fokuserer på ambivalente aspekter i en teoretisering af byen: monumentet, bycentret, det pittoreske og det urbane landskab. Fra og med ca. år 1500 viser desuden etnografiske studier i fremmede verdensdele, at den byggede verden er forskellig i forskellige kulturer og at det byggede fungerer som forankring og konkretisering af hele det sociale praksisfelt. Der er lige mange forskellige byggede rum, som der er samfund - dermed bliver rummet et muligt og vigtigt middel til forandring.

Vi tænker i dag sjældent på, at en autonom og helt sekulariseret diskurs om rummet en et nyligt vestligt foretagende, som - i følge Choay - først for alvor begyndte med Cerdá i 1867. Det er let at glemme, at religionen og det hellige traditionelt har været de vigtigste faktorer i det menneskelige rums organisation. Først med renæssancen påbegyndes i Vesten et radikalt nyt syn på rummet, som 400 år senere førte til de første moderne bybygningsteorier.

'Francoise Choays 'The Rule and The Model' handler om byen og byens rum, som det er blevet skrevet om dem i forskellige tekster siden midten af 1400-tallet. Choay har længe været interesseret af den disciplin, som i Frankrig kaldes 'urbanism'. I 1960-erne klassificerede hun 1800-tallets utopiske tekster om byen som henholdsvis 'progressistiske' (Fourier, Owen) og 'kulturalistiske' (Morris) og kaldte dem tilsammen for 'pre-urbanism' tekster. Dette førte videre til definitionen af en 'progressistisk urbanism' eksemplificeret ved Le Corbusier, og en 'kulturalistisk urbanism' repræsenteret ved Sitte.[6]

Choay har allerede i 'Urbanisme, utopie et realité' (1965) påvist, at urbanism-teoretikernes videnskabelige prætentioner ikke kan forsvares, og at deres tekster i stedet er baserede på ideologiske positioner. Når vi sætter de kundskabsteoretiske spørgsmål om de urbanistiske teksters gyldighed tilside - herunder spørgsmålet om det legitime i deres påståede videnskabelighed - så kan vi se teksternes relationer først og fremmest til utopiske rumkonstruktioner. Le Corbusier og Ebenezer Howard har f.eks. utopiens form til fælles, uanset forskelle i indhold. I det følgende tages det for givet, at urbanismens diskurs er af normativ karakter. Choays undersøgelse handler således nu ikke om hvorvidt urbanism-teksterne er normative, men om måderne de er det på.

I 'The Rule and The Model' graver Choay dybere. Dels vil hun gerne følge den utopiske tænkning fra begyndelsen, dels vil hun undersøge om der findes et alternativ til den i form af en anden type af arkitekturdiskurs om byen. Et sådant alternativ finder hun i arkitekturtraktater af Leon Battista Albertis type, der i følge Choay rummer en række oversete kvaliteter, ikke mindst kvaliteter der tager udgangspunkt i forskellighed i stedet for en på forhånd fastlagt rumlig form.

Under den flimrende mangfoldighed op gennem århundrederne har arkitekturtraktaten og utopien hver deres invariante tekstuelle figur, påstår Choay. De rummer samtidig muligheden for en sammenfletning i form af de senere urbanism-teorier. Det, som arkitekturtraktaten (-afhandlingen) og utopien har til fælles, er først og fremmest et grundlæggende projekt om rummet. Arkitekturafhandlingen består i applicering af regler og principper. Utopien består af en reproduktion af modeller. Der er således tale om to fundamentalt forskellige attituder til byggerens projekt og til verdenen af byggede ting.

Den formale analyse spiller en overordentligt stor rolle i 'The Rule and the Model'. Bogen belyser forholdet mellem form og indhold ved at sætte teksternes form først. Det kommer der en væsentlig ny erkendelse ud af. Bogen påviser den paradigmatiske karakter af tekstfigurerne i 'De re aedificatoria' og 'Utopia' og - måske - at disse teksttyper begge ligger til grund for de moderne byarkitekturteorier.

Bogens er disponeret med en introduktion og seks efterfølgende kapitler. Introduktionen 'Om valget af ord' og kapitel 1 'Tekster om arkitekturen og byen' rejser ovennævnte problemstilling og prøver at afgrænse et korpus af tekster til undersøgelsen. Så kommer de to egentlige hovedkapitler om henholdsvis Albertis 'De re aedificatoria - eller begær og tid' og Thomas Mores 'Utopia - eller hinsides spejlet'. Herefter følger kapitler om 'Den senere udvikling af de to paradigmer', 'En ny tekstfigur på vej - drift og dekonstruktion' og om det, de muligvis er på vej imod: 'Teorien om urbanism'. En afsluttende 'Overtyr - Fra ord til ting' prøver at åbne op for et nyt syn på byen. Hertil kommer et omfattende noteapparat og to bibliografier, dels en om de tekster, der udgør forskningens korpus (kaldet 'instaurational texts' ), dels referencer i øvrigt.

I det følgende bliver bogen refereret under tre hovedpunkter: Arkitekturtraktaten, Utopien og Urbanismteorierne. Den historiske udvikling inkluderes samtidig under hver af disse tre. Afslutningsvis resumeres Choays nutidige perspektiv og metoden i hendes bog diskuteres. På nær til sidst kommer referentens kommentarer til bogen primært til udtryk i fodnoterne nederst på siderne.

En kortfattet oversigt over Albertis 'aksiomer', 'principper' og 'meta-mytisk operatorer' kan se ud på følgende måde:

Aksiomerne:

1. Triad aksiomet:

At bygge handler om nødvendighed (necessitas), formålstjenlighed (commoditas), og æstetisk nydelse (voluptas). Dette aksiom etablerer 3 niveauer som samtidig er logiske, kronologiske og udformet som et værdisystem. De bestemmer tre typer af regler. Triad aksiomet giver samtidig tekstens grundstruktur og krydses undervejs med andre 'operatorer'. Tredelingen har visse ligheder med Vitruvius, men er ikke den samme.[12]

2. Aksiomet om det byggede som krop:

Det byggede er en slags krop, en levende krop - som et dyr. Hjertet ses f.eks. analogt med husets atrium og byens forum. Det byggede er en organiseret identitet og også en erstatning for kroppen[13]. Heri ligger en spire til en æstetisk teori, en imitation af naturen, men naturen er samtidig mangfoldig. Aksiomet er tildels inspireret af Aristoteles, der skelner mellem materie (bestemt af naturen) og form (bestemt mentalt). Systematisk kan aksiomet om det byggede som krop ses som havende 3 logiske følger:

- 'Metodologisk': ligesom enhver krop består enhver bygning uopløseligt af form og materie. Dette bestemmer formen for den første del af De re aedificatoria (den sekventielle orden i de første 3 bøger) og det muliggør generering af en række regler for byggeri ved at krydse aksiom 2 med aksiom 1 og 3.

- Konstruktivt: som enhver levende krop består en bygning af et skelet (som understøtter), sener og fyldninger (forbindende elementer) og hud (beklædning). Hermed kan der generes konstruktive regler i bog 3.

- 'Organisk': delene er artikulerede i forhold til hinanden og underordnede kroppens organisation som helhed. Hermed kan der generes regler både mht. bygningers udformning i forhold til formål og harmonisk fremtrædelsesform.

3. Aksiomet om klassifikation af formål (taxonony of uses):

Mennesker er forskellige og deres behov er ubegrænsede. For at denne mangfoldighed skal kunne håndteres i programmeringsprocessen, må den integreres et i vilkårligt klassifikationssystem. Det handler bl.a. om opdeling af rummet (compartition: the distribution and disposition of the parts of a plan, dvs. layout). Klassifikationen må være åben, da den tager udgangspunkt i menneskeligt brug og i menneskeligt begær og den må udvikles i dialog med 'den anden'. Klassifikationen spænder fra by til bygning og inkluderer kategoripar som universel/særlig, offentlig/privat, hellig/verdslig - kategorier som bidrager til struktureringen fra bog 4 og fremefter.

Den menneskelige variation må altså indbefattes. Alberti nævner bl.a.: mennesker med fornuftsmagt; mennesker der er dygtige i forskellige kunstarter; dem der kan akkumulere rigdom; den lille elite kontra de mange andre; personer med absolut magt (konge og tyranner); personer der deler magten (præster, senatorer, dommere, militære kommandanter og diverse administratorer).[14] Disse forbliver dog tomme kategorier, indtil de udmøntes mere specifikt i forhold til forskellige bygninger. Det væsentlige i Albertis klassifikationssystem ligger i, at det giver rammer for at formulere det, som vi i dag vil kalde et 'program'. Behov skal formuleres i detalje ved at krydse 'den social agent' med henholdsvis kategorierne offentlig/privat og hellig/verdslig. Herfra kan typologier konstrueres.[15]

4. Aksiomet om det originale design (conception, dvs. egentlig undfangelse) med 6 operatorer:

- lokalitet (regio),

- 'area' (flere betydninger, bl.a. 'byggegrunden'),

- rumlig opdeling eller gulvplan (partitio),

- vægge (paries),

- tag (tectum) - inkluderer også gulv - overdækning eller dæk er måske et mere egnet generelt ord her,

- åbninger (apertiones) der inkluderer døre, vinduer, skorstene, ventilationsåbninger m.m.

Operatorerne tjener til at omsætte programmet rumligt og bestemmer også dets kronologi. Choay siger, at de 6 operatorer, når de krydses med de andre aksiomer, genererer hele sættet af regler for byggeri. De bestemmer også rækkefølgen af kapitlerne i bøgerne 1 og 3 og hjælper med til at strukturere bog 4 til og med 9.

5. Aksiomet om harmonisk og smagfuld kunstmæssig sammenføjning, overensstemmelse og konsistens, dvs. skønhed (concinnitas):

Alberti modstiller iboende skønhed og supplerende ornamental skønhed. I følge Choay modstiller han samtidig naturlig eller organisk skønhed og kulturel eller dogmatisk skønhed. Den første æstetik tager udgangspunkt i naturen og især i menneskekroppen og er mere spekulativ end normativ. Choay referer også her til 'begær' og siger, at ' i en mere seksualiseret forstand, på æstetikkens niveau, referer begær (cupiditas) til lyst og nydelse (voluptas), som den skønne bygning, ligesom den skønne krop, giver betragteren. Den anden æstetik er 'matematisk' og forslår et system af stilistiske normer, der lånes fra den græsk-romerske antik. Set i sammenhæng med 'det økonomiske princip' (se nedenfor) er tre ting væsentlige i Albertis skønhedsaksiom:

- antallet af distinkte og lignende dele af objektet (numerus),

- delenes proportioner (finito), og

- delenes sammenstilling (collocatio).

Heraf fås 'concinnitas' - en stor og absolut lov både i naturen og for menneskeskabte værker. Albertis forhold til ornamenter er dog delt - der findes skønhed uden ornament, og alle bygninger skal ikke have ornamenter, Alligevel lægger han overordentlig stor vægt på ornamenter. Ornamenter skal stå i forhold til bygningens og/eller rummets grad af offentlighed. Seulen (kolonnen) er det vigtigste ornament. Alberti fokuserer her mest på proportioner, og en analogi med musik bringes også på bane.

Principperne:

Det økonomiske princip: der skal ikke kunne fjernes noget fra værket (f.eks. materialer eller ornamenter - ingen unødvendige udgifter) - dette er Albertis negative æstetik og gælder også hans tekst, f.eks. den måde han økonomiserer med sin terminologi. Mht. form er Albertis ledende princip klarhed og enkelhed. 'Less is more'.

Princippet om varighed: Bygværket skal indskrives i tid og projekter skal have tid at modnes. Tidens gang (tidens akse) er nødvendig i forhold til det at bygge og også for det byggede bagefter opførelsen. (Duration and consummation of time).

Dialogprincippet: I byggeriet indgår forskellige aktører som partnere, der interagerer: bygherren/klienten, arkitekten, andre eksperter og samfundet (f.eks. byen, kommunen).

De meta-mytiske operatorer skal give afhandlingen en slags fundament og findes dels i prologen, dels i begyndelsen af hver af afhandlingens tre hoveddele (dvs. 'nødvendighed', 'formålstjenlighed', 'æstetisk nydelse'). De tjener til at etablere og igangsætte hele Albertis projekt og præsenteres som korte oprindelsesfortællinger konstruerede af ham selv.

Som en del af det mytiske introducerer Alberti i sin afhandling en arkitekt-helt, som sprænger de rammer, Alberti havde i sin egen tid. Det er åndemaneri og djævleuddrivelse siger Choay. Af hvad? Af Vitruvius! Alberti har en resolut kritisk attitude overfor Vitruvius. Han smadrer Vitruvius tekstkonstruktion og bygger en egen, der aldrig tidligere er set. I Albertis afhandling er der heller ikke noget tilbage af det pittoreske og de detaljer, som Vitruvius hold så meget af.

Modsat Vitruvius har Albertis afhandling De re aedificatoria en irreversibel disposition baseret på en generativ plan. Vitruvius triade er anderledes begrebsmæssigt end Albertis og heller ikke funktionel i forhold til Vitruvius De architecturas opbygning, som er anekdotisk og tilfældig. Triaden firmitas, utilitas, venustas kan fjernes uden at ændre Vitruvius tekst i øvrigt. De architecturas klassifikationssystem er også statisk og uden teoretisk underbygning. Årsagen hertil er i følge Choay bl.a., at Vitruvius, som henvender sig til kejser Augustus, levede i en tid, hvor spørgsmålet om en autonom arkitekturteori endnu ikke kunne stilles. Traditionen var den gang så dominerende, at det ikke var muligt at forestille sig en ny og anderledes rumlig orden.[16] De architectura af Vitruvius er derfor kun en slags manual - eller popularisering af traditionel erfaring. Vitruvius mangler kort sagt formålet at grundlægge en arkitekturteori, han mangler antagelsen om byggeriets autonomi, og han mangler idéen om skabende tid. Alt dette bliver først sat på dagsordenen i renæssancen.

Det mytiske fungerer for Alberti som et epistemologiskt legitimerende instrument, der formidler mellem oldtidens forklarende myter og renæssancens senere forestillinger om kulturelt universelle fænomener. Det skal også hjælpe med til at retfærdiggøre den sande værdi af de græsk-romerske ordningers æstetik.

Choay påviser også, at de mytiske fortællinger fungerer forskelligt hos Vitruvius og Alberti. Vitruvius har tre typer af fortællinger: a) oprindelsesfortællinger, der skal give et grundlag, b) illustrative fortællinger som skal underbygge argumentationen, og c) fortællinger om byggeri. Sidstnævnte findes ikke hos Alberti, som kun bruger de to første, men transformerer dem, så de skifter funktion og mening. Hos Vitruvius kan de illustrative fortællinger også fjernes uden noget egentligt 'tab', hvorimod de hos Alberti er nøje knyttet til konteksten og en egentlig del af hans diskurs. For Alberti fungerer de også for at indrage tiden i problemstillingen, som noget knyttet til det kreative. Mytefortællingen knyttet til de klassiske seuleordninger er den, der giver størst problemer. Her bliver Albertis æstetik dogmatisk.

Albertis vanskeligheder på skønhedens niveau skyldes, siger Choay, at han vil give dette niveau autonomi og at han gør det på en normativ måde for at vise universelle love. Men der er reelt tale om stilistiske regler knyttede til betingede værdier, som udledes af arkitekturhistorien - en historie, som kun kan bruges, hvis den allerede har skabt et rationelt system. Det sted, hvor Albertis arkitekturteori skrider, er præcis der, hvor han privilegerer den antikke arkitektur som den 'sande' skønhed.

De re aedificatoria er placeret udenfor den politiske sfære, i et uafhængigt felt, som Alberti forsøger at give et rationelt fundament. Hans interesse i det verdslige, det fysiske og kunsten har visse ligheder med Aristoteles og placerer Alberti i opposition til Plato. Albertis tre niveauer er dog aldrig blevet fuldt anerkendte og De re aedificatoria er i stedet for det meste blevet læst som svarende til Vitruvius De architectura. Det sidstnævnte har ført til en nyplatonisk tolkning af hele Albertis afhandling (bl.a. af Wittkower) og til at naturinspirationen fra Aristoteles er blevet overset. Alberti har reelt to konkurrerende æstetikker. Choay mener, at det er den dogmatiske klassicistiske æstetik, der afviger fra ånden og logikken i Albertis afhandling. Den modsiger alt det andet og blokerer for den poetiske kreativitets udfoldelse. Skønhedens regler bygger, i følge Choays læsning, både på instinkt og rationelle overvejelser. I følge Alberti fødtes kunsten ved et tilfælde og blev gradvist forædlet ved observation af naturen, eksperiment og argumentation.

Albertis praktiske arkitekt starter ikke fra 'tabula rasa', men Albertis eget teoretiske projekt gør det derimod i dets udgangspunkt - bortset altså fra den værdi der tillægges den klassicistiske æstetik. Arkitekten ses som en lært mand, der skal kende eksemplariske bygninger og forgængernes værker og samtidig forholde sig kritisk og dialektisk til dem - for at overgå dem gennem fornyelse og forandring. Alberti sætter samtidig allerede fra starten byggerens aktivitet ind i en verden med forsømmelser, hvor man ikke kan undgå at blive fanget et sted mellem fejltagelse og forældelse.

Opmærksomhed på detaljer og Albertis ønsker om, at programmerne skal være udtømmende i forhold til specifikke behov og begær er diametralt modsat ideologien om universelle behov, som siden 1700-tallet - og især siden begyndelsen af 1900-tallet - har præget planlægningens teori og praktik. Alberti undgår at komme med modeller.

Mht. udarbejdelse af grundplaner spiller skalaen dog ingen rolle for Alberti -'byen er som et stort hus og huset som en lille by'.[17] Byen er for Alberti den vigtigste og mest værdige byggeopgave. Byen konstituerer en ureducerbar helhed ligesom huset. For Alberti er der derfor ingen forskel på arkitektur og 'urbanism' (byplanlægning). Byen fastholder dog ikke sin position i afhandlingens tredje del, dvs. den del som handler om skønhed. Her bliver den primært en baggrund for monumenter. I byen er de hellige bygninger vigtigst mht. de æstetiske regler.
Choay mener, at Alberti i hans traktat for første gang i historien udarbejder vilkårene for det byggede rums semiologi. Alberti er selv en arkitekt-helt, som skaber noget fundamentalt nyt. Hans arkitekturafhandling er ikke senere blevet overtruffet og er fortsat meget relevant. Netop det betyder dog, at Alberti kun lykkedes delvist. Efter Alberti kommer der mange pseudo-arkitekturafhandlinger, som primært handler om de klassiske arkitekturordener, dvs. om en ret begrænset del af Albertis samlede problematik. De, der bedst følger op på Albertis afhandling, er i følge Choay de tre arkitekter Filarete, Scamozzi og Viollet-le-Duc.

Filarete skriver i 1451-1465 'Trattato d'architettura' og er den, som helt frem til 1800-tallets midte lægger størst vægt på byen. Filarete introducerer eksplicit begrebet begær eller længsel (desiderio) i hans afhandling - med libidinøse konnotationer. Han kobler begær og æstetisk nydelse (pleasure, piacere) i en dramatisk iscenesættelse, som uddyber konsekvenserne af aksiomet om det byggede som krop og den erotiske dimension i arkitekturens æstetik. Filarete udvikler også forholdet mellem bygherren (som mand) og arkitekten (som kvinde). Tegningen (skitsen) spiller en store rolle for ham - ikke som katalog over arkitekturværker, hvad der senere blev det almindelige, men som et dialogmiddel i forhold til bygherren, som et test- og forståelsesmiddel for arkitekten, og som et hjælpemiddel i den kreative proces.

Scamozzis 'L´Idea della architettura universale, divisa in X Libri' (1615) udvikler og befrier fuldt ud Albertis felt for menneskelige ønsker og begær. Scamozzi genintroducerer også byen som en fundamental arkitektopgave inkl. spørgsmål om demografi, forholdet til regionen og andre byer, samt cirkulationen i byen. Han udvikler et sammenlignende perspektiv og inddrager også den faktiske arkitektoniske udvikling efter antikken - i sær i Italien, hvor signerede arkitektværker begynder at fremkomme fra 1100-tallet. Alle former for faste typologier forkastes, siger Choay. Scamozzi er også opmærksom på arkitekturtegningernes utilstrækkelige evne til reelt at skildre bygninger. Hans arbejde er præget af, at han arbejder i Venedig, der fortsat er en bystat.

Viollet-le-Duc blev overset af Choay i 'The Rule and The Model' - han burde have fået et eget kapitel, siger hun i 1996. Han er den eneste 1800-tals arkitekt, som teoretisk hører til i Albertis tradition.

De fleste arkitekturafhandlinger fra 1500-tal til 1800-tal følger dog ikke op på Alberti, men knytter sig i stedet direkte til Vitruvius De architectura. Dette betyder at 'nødvendighedens niveau' (necessitas) og 'formålstjenlighedens niveau' (commoditas) i Albertis traktat bliver overset i en overvældende fokusering på 'skønheden, det æstetiske nydelses niveau' (voluptas) og især en fokusering på regler vedrørende de klassiske seuleordninger.

Giorgio Martinis 'Trattato d'architettura civile e militare' (skrevet 1481-92) indskriver sig i Albertis afhandlingstype, men fokuserer mest på det arkæologiske (den materielle antikke arv), og bliver dermed en slags forberedelse til den efterfølgende strøm af vitruvianiserende afhandlinger, som bl.a. omfatter: Serlios 'Il quinto libro d'architettura...' (1547) m. fl. værker, Vigniolas 'Regole delli cinque ordine d'architettura' (1562), de l'Ormes 'Le premier tome d'architecture' (1567), Palladios 'I quattro libri dell'architettura' (1570)[18], F Blondels 'Cours d'architecture....' (1675) og J-F Blondels 'Cours d'architecture...' (1771-77).

Med 'commoditas' tendens til at forsvinde bliver byen også borte i arkitekturafhandlingerne. Arkitektens kreative muligheder reduceres og 'arkitekt-helten' bliver til 'arkitekt-kunstneren', som ikke skal overskride den sociale orden, og i steder bliver fanget i et lukket stilistisk system. Tegningerne i afhandlingerne bliver samtidig vigtigere end teksten, og får som hovedformål at præsentere objekter i typologiske, kodificerede systemkataloger. Den sammenhæng dette opstår i, har dels at gøre med nationalstaternes og de politiske systemers udvikling, der undergraver et ligeværdige forhold mellem bygherren og arkitekten, og dels med professionaliseringen af arkitektfaget (f.eks. oprettede Ludvig XIV et kongeligt arkitekturakademi) og dermed sammenhængende behov af lærebøger. Dette betød samtidig en marginalisering af arkitekten til et snævert æstetisk domæne.

De fleste arkitekturafhandlinger efter Alberti, var altså under overfladen ikke egentlige efterfølgere, siger Choay, men vitruviansk regression.

Utopien som genre: Mores og Sinapias rumlige modeller

Rejsebeskrivelserne muliggjorde Mores opfindelse af en ny genre, Utopien. I renæssancen blev det muligt at reflektere over samfundet på en kritisk måde, og dermed blev et brud muligt. Idéer om en radikal og individuel frihed og idéen om nyskabelse gav et potentiale for brud med fortiden i stedet for en kulturel kontinuitet. Utopia skabte en paradoksal tekstfigur - en myte - så præcist indstillet på vestens problemer, at den aldrig siden er ophørt med at påvirke - også påvirke den byggede verden. For Thomas More, i 1500-tallet, er sandheden blevet indskrevet i rummet.[19] Det sikre er blevet forskudt og tager nu udgangspunkt i synet og ikke i talen. Selv om det først blev formuleret matematisk af Desargues i 1636, havde det kunstige perspektiv allerede omkring 1500 skabt et homogent rum, som var ukendt i antikken.

Der er mange forskellige læsninger af Mores Utopia, men sjældent læsninger der fokuserer på det rumlige. Det gør så Choay, fordi hun mener at denne tekst foreslår en model for at organisere rummet på, som har et stort potentiale og vigtige konsekvenser.

Utopias rumlige model

Utopia giver en fundamental oplevelse med en fænomenologisk tilgang[21], som er visuel i sin karakter og hvor det byggede spiller en væsentlig rolle. Det er paradoksalt, at Utopia som er 'intet sted', først og fremmest er et nøje udfoldet rum. Teksten i Utopia overlejrer to billeder, det ene af et sted med individuelle kendetegn (et portrætrum), det andet af en prototype (et modelrum).

Utopia er en ø, der har en række specifikke træk, og en hovedstad Amaurotum - begge skal lede læseren til at tænke på England og London. Ovenpå portrætbilledet ligger en universelt reproducerbar bygget struktur, der tager udgangspunkt i en standardisering af huse og byer. Den fiktive besøger, Raphael, siger: Hvis du kender en af deres byer, så kender du dem alle, fordi de er eksakt ens, undtagen hvor geografien gør en forskel. Den rumlige model i Utopia er et kvantificeret topografisk skema, hvor alle indbyggere knyttes til og identificeres med et bestemt sted. Den rumlige model er lige så universel som Albertis regler, men fungerer med det formål at kontrollere specifikke praktikker og ikke at muliggøre nye projekter og en uventet praksis. Der er tale om en en almen, generel anordning ('device' også = opfindelse, plan, indretning, apparat).

Hver by tager udgangspunkt i et demografisk status quo med en bestemt befolkningsstørrelse, der tildeles et bestemt areal. For hvert 15 hus er der en bolig for en person (phylarch), som har en særlig samfundsmæssig rolle. Bag alle husene findes kommunale haver, som udgør samfundets vigtigste rekreative funktion. Byen er opdelt i fire ens sektorer eller kvarterer, der hver har en repræsentant i senatet. Der er regulære gader og to markedspladser i centrum af hvert kvarter - en for produkter fra byen, og en for produkter fra landet (markedspladserne er for distribution - der bruges ikke penge). Der er også 'syphograntens' hal, med et kommunalt køkken, hvor måltider indtages i fællesskab og hvor kollektiv rekreation finder sted om vinteren.[22] Bordenes opstilling her er analog med det sociale, kønsmæssige og aldersmæssige hierarki i Utopia. Hvert kvarter har 13 templer, etc. Slagterier og hospitaler ligger udenfor bymuren, fordi de er 'urene'.

Hvor Albertis regler kan fastholdes over tid men til stadighed generere nye løsninger, er Mores rumlige model tidløs på en måde, som betyder evig gentagelse af det samme. Menneskerne i Utopia (efter Utopus) har ingen kreativ rolle - selv om de må pynte lidt. Modsat Alberti, som anerkendte og respekterede landskabets og individernes forskellighed og særheder, så er Mores Utopia en homogen model, hvor rumlige og individuelle forskelligheder er afskaffet. Som nævnt, fornægter Utopia det faktiske sted til fordel for prototypen, et geometrisk design, der kan bruges overalt.

Særligt interessant er det, at Utopia allerede mere end 250 år før Bentham, har en tendens til en panoptisk konstruktion. Choay siger, at i Utopia har den rumlige model fjernet alt ugennemsigtigt. Væggene er transparente, dørene er uden låse, og alt må overgive sig til blikket.[23] Den rumlige model er aldrig neutral, men et instrument med overordentlig kraft.

Utopias mytiske konstruktion

Utopia ser umiddelbart ud som to diskurser - diskurser som samtidig er fortællinger, dvs. en forening af diskursform og fortællingsform - pseudo-diskurser.

1. More:'fortælling og kommentar om en eftermiddag med Raphael' - en 'perspektiv-fiktion', som giver perspektiv på Raphael og overfører troværdighed til ham.

2. Raphael: 'fortælling og kommentar om en rejse til Utopia', en 'motiv-fiktion' som har to formelle karakteristika: a) en lang tekst som beskriver Utopia som nærværende i nutid, som i en diskurs hvor det er Raphael som taler i 1. person - og ikke som i en rejsebeskrivelse; b) en anden inkluderet fortælling i 3. person, der peger på en yderligere diskurs om helten/legenden Utopus, som har grundlagt Utopia. Det er Utopus, som har givet den rumlige model. Fortællingen om Utopus kan karakteriseres som en myte i Lévi-Strauss forstand.

3. More: tager over fortællingen igen i de aller sidste par linier.

Blandingen af virkelige og fiktive personligheder styrker ligheden mellem More of Raphael og skiftene i teksten fungerer således, at grænsen mellem det virkelige og det imaginære ikke længere kan opfattes. Utopia bliver lige så troværdigt som England. Utopia består således af en integration af en mytisk kerne i en fantasipræget tekstform, som selv skrider frem ifølge skemata, der er lånt fra myten, men på en parodisk og hånende måde. Choay siger, at parodi og hån er det eneste som More kan bruge for at bevare det mytiske element, som er nødvendig for at udtrykke hans idéer, når han skriver i 1. person på et afgørende tidspunkt i udviklingen af en rationel og videnskabelig tankegang.[24]

Tekstfiguren i Mores Utopia indeholder en myte, som den ikke kan eller vil anerkende. Denne myte løser modsætninger og modsigelser i symbolske termer. Utopia har ikke et egentligt realiseringsformål - at stille den op som det modsatte af De re aedificatoria vil derfor være en falsk symmetri. Men helten Utopus i Utopia er af nødvendighed en arkitekt. Og Utopias modelrum er en 'plan'.

Plato, More og Lacan

På spørgsmålet hvorvidt Mores Utopia har en oprindelse i Platos 'Republikken' og 'Lovene', siger Choay, at Platos filosofi har bidraget til at præge Mores Utopia: fornuftens/ordets magt (logos), rummet som medicin (pharmakon), og idealmodellen. Men den rumlige model er fraværende hos Plato og meget fremtrædende hos More. For Plato ville en fysisk samfundsmodel være helt uacceptabel som et udgangspunkt, Lovene er primære for ham og rummet noget sekundært. Platos rumlighed fremtræder gradvist og er sat ind i en sammenhæng, som handler om et genvinde en tabt orden relateret til guderne. Mores rumlige model vil derimod fremme en ny orden skabt af en menneskelig helt (Utopus). Ligesom Alberti, har More brugt et gammelt materiale for at konstruere et nyt og originalt værk. Både den rumlige model og tekstfiguren i Utopia er Mores egen skabelse. I Mores bog spiller rummet samme rolle som lovene hos Plato.

Med stikordet Pharmakonet kobler Choay også More og Plato sammen i en diskussion om skriften vs. rummet som lægemiddel. Pharmakon er græsk for medicin, der jo har dobbeltnaturen af at være både et gift og et hjælpemiddel. I Platos 'Phaedrus' er der en analogi fra medicin til skrift, der også har en dobbeltnatur. Skriftens negative side er at den ødelægger sproget nærvær og leder til at det stivner. For More er den rumlige model dog et sandt lægemiddel og ikke en gift. Den er (læge)midlet for at komme fra en negativ til en positiv social virkelighed. I Choays bog får spørgsmålet om rummet som 'medicin' en stadig større rolle i de følgende kapitler.

Under 'Spejlfasen og utopistadiet (the mirror stage and the Utopian stage)' diskuterer Choay også Mores Utopia som et spejl i forhold til Lacans 'Le stade du miroir' i hans 'Ecrit' (1965) - 'The mirror stage as formative for the function of the I'. For Lacan handler det her om barnets almindeligvis forbigående spejlfase, som det forstås i hans udvikling af psykoanalysen. Choay trækker en parallel på det samfundsmæssige niveau, hvor Mores Utopia i en periode kan fungere på en tilsvarende måde, men kun hvis den ikke stivner i en bygget model. [25]

Utopiens senere udvikling

Hvis De re aedificatoria fejrer tiden som bærer af liv og død, skabelse og destruktion, så prøver Utopia at undgå tiden og lovprise evigheden. Dette blev også tildels deres egen skæbne: Albertis nye begyndelse degenererede, Mores fik et mere evigt liv. Den utopiske tekstfigur klarede sig historisk bedre end arkitekturafhandlingens. Utopiens figur trues bl.a. ikke på samme måde af den politiske udvikling, da utopien er formet som værende i opposition til aktuelle faktiske forhold. Mores rumlige model er et instrument, som kan appliceres på den virkelige verden - det bliver den også senere, om end ikke i samme form.

Som en påvisning af den utopiske genres levedygtighed og udviklingsmulighed fremhæver Choay især Sinapia og dens hyperrumliggørelse. Sinapia er en spansk oplysningstids utopi fra 1700-tallet, der er en egentlig utopi af Mores type. Forfatter og tilkomsttidspunkt kendes ikke og manuskriptet blev først publiceret i 1976. Sinapia (jvf. Ispania) er virkelig et spejlbillede, en halvø placeret på Spaniens inverse position på den sydlige halvkugle.

Oplysningstidens problematik kommer nu ind bl.a. ved at Sinapia er åbent for udviklingen af teoretisk og videnskabelig kundskab. Selv om der er indbygget en social progressivitet, så er der ligesom i Mores Utopia en række faste bindinger: begrænsning af bybefolkningen, kontrol med rejser og import, samt forbud mod fremmede bøger. Den rumlige orden går dog også her forud for alt andet, og er mere detaljeret i Sinapia.[26] Choay sammenfatter beskrivelsen af Sinapias rumlige model som følger: Den komplekse rumlige organisation er opbygget fra et lille antal enheder, som er nøje defineret og artikuleret ifølge identiske regler. På grundniveauet er de ureducerbare elementerne haven og enfamiliehuset. Disse kombineres til det rumlige niveau 2, 'barrio', der også har fælleshus og kirke. Enheder på dette niveau kombineres igen - og på et vist niveau opstår så byen. Via en serie hierarkiske prototyper sker det samme som hos More: de der kender en, kender dem alle. Den mere udfoldede rumlige model i Sinapia kalder Choay for hyperrumliggørelse.

Troværdigheden, som i Mores Utopia blev underbygget af skift af fortællere, bliver i Sinapia sikret ved en kombination af tre midler: tidsmæssig distance, det fremmede sprog som et manuskript inden i fortællingen siges at være skrevet på, samt en indirekte fortælleteknik.

Mores paradigmatiske utopifigur får i Sinapia to tendenser, som peger frem mod en forandring af genren:

- Den rumlige models øgede betydning, der nok hænger sammen med, at der nu tilstræbes en egentlig realisering i virkeligheden. Sinapia var muligvis tænkt sammen med en restrukturering af Andalusien. Under alle omstændigheder blev Sinapia skrevet i det første land i Vesten, som forbandt rumlige og sociale systemer i forbindelse med koloniseringen af Amerika. Anlæg af egentlige urbane prototyper blev indskrevet i de spanske kolonilove. De koloniale erfaringer samt rejse- og opdagelseslitteratur konfronterede 1700-tallet med mulighed for at realisere et latent utopia. Dette realiseringspotentiale førte til tekstfigurens udvikling.

- Introduktion af en indholdsmæssig forandring relateret til arkitektur og æstetik. Tredelingen fra arkitekturafhandlingerne lånes, og det tredje niveau 'skønhed' reserveres for de offentlige bygninger. Her er samtidig et kim til et brud i den utopiske figur.

En ny tekstfigur udvikles: Urbanism-teorien

Choay vil i de sidste 2 kapitler vise, at der i 2. halvdel af 1800-tallet fremkom en ny type af tekst, der lagde grunden for en ny disciplin 'urbanism', der integrerer træk fra både arkitekturafhandlingen og utopien, og har disse som underliggende figurer.[27] Den første egentlige urbanism-teori udarbejdes af Cerdá i Barcelona, siger hun. Senere følger Sitte, Howard, Garnier, Le Corbusier, Alexander og andre. Tre faktorer medvirker i sær til forandringen:

- udviklingen i de fysiske videnskaber og teknikken;

- medikaliseringen af social viden og social praktik;

- udviklingen af disciplineringsredskaber af rumlig karakter.

Pre-urbanism

Under en overgangsfase fra tidlig oplysningstid i 1760-erne til den senere del af 1800-tallet tenderer de to oprindelige typer af tekster dels 'til fragmenterede arkitekturafhandlinger', dels til 'pre-urbane' utopier.

Mere end 150 år forud for CIAM klager Patte i 'Mémoires sur les objets les plus importante de l'architecture' (1769) over at byen er præget af uorden, mangel på hygiejne og dårlig cirkulation, bl.a. på baggrund af et uhensigtsmæssigt gadenet. Alle byens elementer bør 'interkommunikere' og byens forurenende gener fjernes. Patte argumenter for at visse funktioner bør flyttes udenfor byen og at der oprettes en total byplan (som først kom ca. 100 år senere med Haussmann). Pattes værk er en blanding af arkitekturtraktat, utopi og forsøg på videnskabelig diskurs. Der gives dog ikke, som hos Alberti, nogen plads til de enkelte borgeres særlige behov og begær. Forholdet til byen er allerede delvist instrumentelt.

Præ-urbanism tekster har Choay tidligere været inde på i 'L´Urbanisme, utopies et réalités', i 1965. Nu handler det om at se, hvorvidt der er afvigelser fra den ægte utopimodel. De tekster, som Choay kalder 'pre-urbanism', lægger alle meget større vægt på den rumlige model end More gjorde det i Utopia. Det begynder nu egentlig at handle om produktion af rumlige modeller til brug i virkeligheden. Bentham, Richardson, Morris og Fourier. Cabet, Owen og Ruskin nævnes bl.a.[28]

Foucault har i 'Disciplin and Punish' (1975) vist, hvordan disciplinering af mennesker forandres fra og med 1600-tallet. Utopia og de disciplinerende institutioner er født af samme kulturelle jordbund, men udvikles uafhængigt af hinanden frem til at de begynder at stråle sammen i 1700-tallet. Benthams Panoptikon (1791) kommer til at spille en rolle på mange områder - ikke kun mht. fængselsbyggeri. Der drejer sig om at kontrollere adfærd gennem udformningen af rummet - også i skoler, fabrikker, børneinstitutioner, hjem for ugifte mødre, etc. Panoptikonprincippet kan bruges hvor som helst, når personer skal holdes under opsyn. Bentham er også den utilitaristiske moralfilosofis fader og hans panoptikonprincip er en logisk konsekvens heraf. Allerede Mores Utopia var, som tidligere nævnt, i en ikke uvæsentlig grad panoptisk. Forskellen er, at Bentham virker i et mere komplekst samfund, der ikke længere kan magte et holistisk perspektiv, og derfor nødvendigvis må udvikle en mangefold af specialiserede rumlige 'apparater'.

Medikaliseringen af samfundet begynder i Europa i 1700-tallet. På det epistemologiske niveau får samfundsvidenskaberne, der er under grundlæggelse, et stempel af medicinske tilgange i form af det normale kontra det patologiske. Byen begynder at blive set med kliniske øjne. Hospitalsbygninger nytænkes og bliver til 'lægemaskiner', hvor arkitekterne sættes til side og skønhed negligeres. Richardsons modelsamfund Hygiea (1876) er en panoptisk hospitalslignende by, som skal bringe sundhed til dens indbyggere.

Morris 'News from Nowhere' (1890/91) er også som tekst organiseret som en ægte utopi - men er paradoksal, da den vil undslippe et 'progressistisk' Utopia ved hjælp af et 'kulturalistisk' Utopia. I Morris utopi er der skønne bygninger, men en totalitær orden undslipper man ikke.[29] Fourier er en af 1800-tallet tidlige utopiske socialister. Hans 'Harmony' (1820-erne) er ligesom Morris 'Nowhere' placeret i en anden tid (i et 'elsewhen', ikke et 'elsewhere'). Fouriers utopi er 'Falangsteren' med 1600-1800 personer som i en mindre by - men placeret i et bygningskompleks, hvor alt kan nås uden at man behøver at gå udenfor.

Cerdás 'Teoria general de la urbanización...' - den første tekst i en ny genre: 'Urbanism-teorierne'

Betegnelsen 'Urbanism-teori' er inspireret af titelen på Cerdás værk fra 1867, som Choay i 'The Rule and the Model' placerer som en nye paradigmatiske teksttype.[30]

Hun vil samtidig prøve at vise, hvordan der - uden at det er villet eller bevidst - i urbanism-teorien sker en bevaring af visse elementer i de to tekstfigurer, der opstod 1452-1516, men nu inkorporeret i en diskurs med nye videnskabelige prætentioner.

Cerdás 'Teoria general de la urbanizacíon..' definerer en ny genre: Urbanism-teorien

Urbanism-teorien har 3 kendetegn:
1. Teksterne identificerer sig selv som en videnskabelig diskurs
2. Teksterne kontrasterer to billeder af byen: en negativ som skildrer byens uorden og mangler, og en positiv som præsenterer en ordnet rumlig model
3. Som i arkitekturafhandlingen er der en fortælling om en bygge-helt

Cerdás projekt påstår sig lægge grunden til en bybygningsteori af universel værdi, men savner en systematisk formulering. Når andre kan skriver sig ind i samme paradigme, har det primært at gøre med en fælles fundering i samme erkendelseslag. 'Teoria' er læst af få og ukomplet. Selv om del 2. og 3. i værket mangler, kommer adskillige aspekter heraf frem i de publicerede bind.[31]

Cerdá anerkender kun, at hans Teoria bygger på et videnskabeligt grundlag. De to tidligere paradigmer - Albertis og Mores - relateres der ikke eksplicit til. Cerdás tekst er heller ikke så klart skåret til som arkitekturafhandlingen og utopien. Cerdás Teoria ligger på formålstjenlighedens niveau (commodity) - set i forhold til Albertis teori.

For Cerdá er byen kommet ind i den universelle kommunikations tidsalder - en af modernitetens centrale erfaringer. Objektet for Cerdás 'videnskab' er derfor defineret funktionelt: urbanisering må tage udgangspunkt i relationen mellem rum for hvile og rum for bevægelse - dvs. bygninger (beboelse) og gadenet. Muligheden for en ruraliseret urbanisering indgår også. Den bedste måde at klassificere byer på er ud fra teknologien for bevægelse og cirkulation. Dette kan ses analogt med produktionsmidlernes rolle i marxismen - Marx 'Kapitalen' publiceredes i øvrigt samme år.

Cerdá postulerer, at der er en rationalitet at opdage nedenunder de urbane formers forskellighed, en rationalitet der udelukker tilfældighed. Han behandler byen både statistisk kvantitativt og strukturelt. Anatomi og fysiologi inddrages bevidst og giver visse ligheder med Albertis forhold til kroppen. Byen er både organisme og artefakt, både krop og maskine. Men Teoria har et normativt formål, og bliver derfor en udvikling af et værdigrundlag. Choay siger, at vi ikke skal lade os forlede af, at Cerdá bruger ordet 'teori' i hans titel. Han lever ikke op til videnskabelige krav om forklaringskraft, forudsigbarhed, overholdelse af formel logik, og falsifiserbarhed. Der er tale om scientisme og ikke om en reel videnskabelig diskurs. Teoria lægger sig også på et generelt niveau, der ikke kan rumme kulturel kompleksitet og er dermed fastlåst. Cerdás Teoria har også mest en utopisk tilgang.

Byen er syg i følge Cerdá og han bruger en medicinsk analogi. Han bliver den første, som inkluderer en liste over byens patologier med 'korridor-gader' og 'lysskakts-gårde', som senere bliver fokus for 'Congrès d´habitation hygénique' og CIAM. Der er reformatorens værdidomme, der kommer frem - ikke videnskabsmandens objektivitet. Mod den faktiske by stilles en idealby.

Ligesom hos Alberti, er der hos Cerdá en oprindelsesfortælling, men den er ikke med til at strukturere Cerdás værk efterfølgende. Cerdás fortælling giver et slip mellem fakta og værdier, beskrivelse og norm. Den menneskelige natur forstås mere som i utopierne end som i arkitekturafhandlingerne. Mht. 'jegets' virkemåde i teksten påpeger Choay en 'hellig dimension' i Cerdás Teoría med et 'offer', som 'helten' må bære til prisen af hans karriere, sindsro, personlige liv og formue.

Senere urbanism-teorier: Fra Sitte til Alexander

Choay kommer her ind på Sitte (1889), le Corbusier (1933) og Alexander (1964/1975), men tildels også på F. L. Wright (1958). Med undtagelse for Sitte hævder de andre, at deres tekster er videnskabelige. I realiteten er det måske nærmest omvendt? Choays begreber 'progressistisk' og 'kulturalistisk' dukker her op igen. Progressisterne, som forkaster fortiden, skildrer det forgange og dets mangler som en homogen totalitet og kan derfor heller ikke forstå nutiden andet end overfladisk. Kulturalisterne, som vil lære af fortiden, misforstår på den anden side det specifikke ved den nutidige problematik. Hvor Sitte i følge Choay er 'kulturalistisk', er Corbusiers 'Radiant City' 'progessistisk', men måske er der fællestræk? Alexander hævder senere, at han repræsenterer noget nyt. Ligesom tidligere prøver Choay i dette afsnit at se de forskellige tekster i forhold til a) deres videnskabelige diskurs, b) utopi-indholdet, c) elementer af arkitekturtraktaten og d) fortæller-jegets mytiske rolle.[32]

Sittes byteori var den første signifikante efter Cerdá og fik en bred opmærksomhed. Den satte dog formålstjenlighed (commoditas) i parentres og koncentrerede sig om skønhedsniveauet.[33] Sitte savner en behandling af det skønne i relation til byen og er i virkeligheden den af de fire nævnte, der har en stram systematik. Med en historisk tilgang påviser han metodisk, objektivt og komparativt et brud med tidligere kvaliteter.[34] . Han ser byen som et tredimensionalt landskab med visuelle og bevægelsesmæssige oplevelseskvaliteter.

I Sittes arbejde er der to tendenser, som leder hans undersøgelse - og de er ind imellem modsigende. På den ene side undersøger han de specifikke træk ved byrum fra forskellige historiske perioder. På den anden side søger han efter de strukturelle konstanter, som ligger under bybilledernes æstetik. Det konstante skal søges indenfor psykologiens felt, i 'underbevidste....kunstneriske instinkter'. Sittes 'Städtebau' skal læses i dens Wienske kontekst i slutningen af 1800-tallet, hvor hypoteser om en kunstvidenskab blev formuleret for første gang (Riegls 'Kunstwollen', Fechner, Ehrenfels og den tidlige Gestalt psykologi). Sittes tilgang er faktisk videnskabsmandens, siger Choay.

Sitte foreslår faktiske regler for at håndtere pladsers og andre urbane rums afgrænsning (enclosure), mangfoldighed og ornamentering, men disse regler strukturer ikke teksten, der er fanget i utopiens binære struktur af god/dårlig. For ham handler det om den grimme by kontra den skønne by, og der er også her en sammenblanding af videnskab og normative værdier. Den medicinske optik dukker op i form af det nævnte psykologiske perspektiv og en i mennesket indbygget kunstinstinkt. I dette skema er byens skønhed en naturlig form, dens fravær en anomali, en modesyge, som er et resultat af perversion og mentalsygdom. Hos Sitte er der således også muligt at finde utopiske træk, men mere diskret - og byen bliver ikke et totalitært objekt.

Sitte har også en oprindelsesfortælling, men han springer (hvad de fleste har overset) til børnepsykologi for at finde en struktur, dvs. ikke til det oprindeligt byggede, men til det naturligt byggede. Det byggende barn kommer til at inkarnere den menneskelige uskyld. Med barnet som 'bygge-helt' introduceres en ny moralisme, som også bidrager til at integrere utopiske træk i den videnskabelige diskurs.

Det er forkert - som Giedion og Le Corbusier - at tolke Sitte som ren nostalgi. Sitte ser en irreversibel kulturel forandring. Choay mener i 1996, at hun har undervurderet Sittes pessimisme - han så den industrielle revolutions bymæssige konsekvenser på en realistisk måde. Sitte, der blev diskrediteret af CIAM, fremstår til sidst nærmest som en udfordrer til urbanism-teoriens figur.

Le Corbusier får en langt større indflydelse og fremstår almindeligvis som den mest centrale urbanist i vestens moderne historie. Han har imidlertid ikke prøvet at sætte sig ind i sin tids biologiske videnskab, og den utopiske brug af den medicinske metafor bliver mere tydelig, jo længere teksten fjerner sig fra forsøg på en videnskabelig tilgang. For Le Corbusier er alle verdens byer syge, impotente og senile - og der mangler kirurger, der kan skære det syge væk. Le Corbusier forlanger 'en ren borddug'. Han er den forfatter, hvor den utopiske figur er mest fast forankret og hans rumlige model absorberer den sociale model.[35] I hans 'Radiant City' vil fodgængere aldrig møde biler, hele byen er grøn og alle har rum med solskin. Denne by skildres som mere virkelig end dens spejlbillede, Paris. Le Corbusier gør samtidig også massivt brug af 'jeg' formen.

F.L. Wright ser de moderne byer som cancersvulster og forlanger 'radikal fjernelse'. Også F.L. Wright har en oprindelsesfortælling.

Christopher Alexander prøver senere at blive urbanismens erkendelsesteoretiker og kritiker. Han fokuserer ikke kun på rummet, men især på de procedurer som vejleder bybygningen. Alexander leder i historien efter generelle, universelt brugbare love, som kan håndtere forholdet mellem skabere og brugere af det byggede rum. Her stiller han den gamle tradition for dialog (deltagelse), der giver plads for de individuelle begær, op mod industrisamfundets teknokratiske monolog. Alexander har sat sig ind i biologi, kybernetik og strukturel lingvistik og overfører dem til byen som principper om organisk og gradvist kontrolleret vækst. Men byen som artefakt giver ham problemer og en ambivalent tilgang, der springer frem og tilbage mellem analogier med henholdsvis organiske systemer og sprogsystemer. Også Alexander fokuserer på sundhedsnormer og taler om rum som er levende og rum som er døde, rum som er sunde og rum som er usunde. Han forlanger, at der med regelmæssige mellemrum stilles diagnoser vedrørende det byggede miljø. Alexander er i høj grad fanget i den utopiske figur - hans mønstre præsenteres som 'mod-regler' - og han skifter i øvrigt frem og tilbage mellem regler og modeller. Han fordømmer ideologier ud af intet (ex nihilo), ligesom krav om den renvaskede tavle (tabula rasa), men stiller alligevel hans læsere overfor et binært valg mellem sande og false løsninger, hans eget mønstersystem eller konventionelle byplaner (master plans).

Urbanism-teorierne - et forsøg til opsamling på tværs

Cerdás paradigme har videnskabelige prætentioner, men indeholder også træk fra de to tidligere paradigmer. Spørgsmålet er, om det er berettiget at tale om en ny tekstfigur, når hans tekst ikke fik nogle direkte efterfølgere? Choay mener at det er berettiget at Cerdá er blevet reddet fra glemslen, samtidig med at Le Corbusiers status som grundlægger bliver afskaffet.

Analysen konfirmerer, ifølge Choay, både urbanism-teoriernes autonomi og deres ambivalens: en tekstfigur som fletter en kritisk synsmåde sammen med en klinisk fremgangsmåde, som fletter etiske normer sammen med biologiske normer, og som kombinerer subjektet-forfatteren i arkitekturafhandlingen og den utopigrundlæggende helt. Processen gentages hver gang på de steder, hvor den utopiske kritik kan snige sig ind og erstatte objektive observationer og generere utopiske spejloperationer. I alle teksterne er kritikken af det bestående knyttet til værdidomme og der er tale om en tekstfigur, hvor generative regler fryses i modeller, og hvor modeller opløses i processer, normer eller eksempler.

Den progressistiske urbanisme, som i dag er den dominerende tilgang, ser næsten overalt ud til at tale for modeller eller påtvinge os 'modeller'. Modeller fungerer som et dobbelt sikkerhedsnet, der garanterer den moderne frihed. De underletter en narcissistisk tingsliggørelse af sociale grupper med truet identitet og giver midler til at gentage de traditionelle samfunds rumlige hierarkier, selv om de er tømt på indhold. Rummet får en terapeutisk værdi som lægemiddel.

Der er klare ligheder mellem Howards Garden City, Garniers Cité industriel, Le Corbusiers Radiant City og F.L. Wrights Broadacre City. De har alle rumlige modeller med indbyggede specifikke dimensioner, der bliver yderligere troværdige gennem tegninger. Det utopiske kommer også frem ved at de er beskrevet i nutid og ved fortællingsskift.

At konfrontere læseren via en bygge-helt i 1. person er det eneste træk af arkitekturafhandlingens figur, som bevarer dens funktion i urbanism-teorierne. Urbanism-teoriernes 'jeg' viser også indirekte, at sagen ikke kun handler om videnskab. Det virksomme subjekt i urbanism-teorierne spiller endda to roller samtidig - både arkitekturafhandlingens intellektuelle helt og den utopiske helt med magt til at styre udfoldelsen af en ny rumlig orden.

Urbanism-teoriernes myte-natur kan derfor ikke forstås uden baggrunden i Albertis og Mores figurer (og deres mytiske elementer). Choay siger på denne baggrund, at urbanism-teorierne har bragt de to former sammen og skabt en dobbelt-helt, som gennem scientisme, et ufunderet kundskabsfelt og illusioner om symbolsk magt gør livet svært for nutidens urbanister i form af byplanlæggere og arkitekter.

Fra ord til ting - Choays afsluttende overtyre

Bogen har tre diskontinerlige tekstfigurer og Choays læsning åbner op for en kritik af dem alle tre. Arktekturafhandlingerne formulerer regler, der muliggør at følge begær og skønhedsbehov, hvorimod utopierne handler om et totalitært, på forhånd kontrollerende rum, der skal fungere som medicin for et sygt samfund. Det politiske opløses, og i urbanism-teorierne søges normalisering og medikalisering i stedet forankret i en videnskabelig autoritet. Når urbanism-teorien nu er afsløret, hvilken relevans har så de to grundlæggende teksttyper? Det er væsentligt at tage stilling til, da de to antitetiske mekanismer i henholdsvis 'regler' og 'modeller' tvinger os til et skræmmende valg mellem to måder at opfatte det at bygge: en hedonistisk, egocentrisk og tilladende kontra en korrigerende, disciplinær og medicinsk.

Choay har påvist, at Albertis tekstform var ustabil, hvorimod Mores utopiform har været langt mere produktiv. Mores utopiske paradigme (og dens fortsættelse i urbanism-teorierne) har dog en høj pris: en totalitær betingning af offentlig og privat adfærd til skade for byen som et politisk sted og en politisk orden, dvs. produktion af et stereotypt miljø og ødelæggelse af omgivelserne.

Albertis afhandling forbliver det bedste udgangspunkt for at udfolde en autonom disciplin for det byggede, der både lægger et solidt grundlag og samtidig er åben for det uforudsete i menneskelig fantasi og menneskeligt begær. Den giver både mulighed for valg og et værdigrundlag - og undgår fælden med en tro på muligheder for en normativ byggevidenskab. Albertis praktiske bindinger mht. det byggede hænger sammen med tre kategorier af regler for henholdsvis materialer, grundlæggende menneskelige behov og skønhed. De to første hører til nødvendighedens niveau. 'Materialer' er i dag indskrevet i reelle videnskabelige discipliner. 'Grundlæggende menneskelige behov' kompliceres af dialektikken mellem behov og begær. I dag påkaldes videnskaber som økologi, etnologi og termodynamik, men der kan fortsat ikke præciseres nogle love for menneskelige samfunds rumlige organisation, siger Choay. Albertis intuition, at den menneskelige natur er nærmest umulig at få hold på, er væsentlig fortsat at anerkende. Mht. skønhed foregreb Alberti den 'kunstvidenskab', der blev formuleret i Wien i 1800-tallet, hvor problemet i dag fortsat er at trække grænselinien mellem den gode forms almene love og specifikke kulturelle normer. Problemet, som førte Alberti til at give en absolut værdi til antikkens proportionssystem i arkitekturen, er fortsat uløst. Bortset fra dette minus, står det klart, at Choay langt foretrækker Albertis regelsystem fremfor utopiske rumlige modeller. Alberti er, som indledningsvis nævnt, bogens krumtap og tiden siden den franske udgave i 1980 har kun bekræftet det, siger Choay.

Choay rejser derfor til sidst spørgsmålet om, vi skal gå tilbage til Albertis metodik. Alberti tager hensyn til tre faktorer, som More og urbanisterne lader i stikken: byggegrundens faktiske forhold, brugernes ønsker og deres æstetiske sensibilitet. Albertis tilgang er dog afhængig af så mange faktorer og kræver et sådant mesterskab af byggeren, at den trues af lige så mange farer som Mores paradigme. Der er i følge Choay p.t. fire farer:

- Det byggede miljø har en global skala og bliver med sin masse og udbredelse derfor i sig selv en forhindring for at udtrykke nye ønsker. Nedrivning ses ikke som en økonomisk forsvarlig mulighed - selv om det byggede miljø ikke mere fungerer som hukommelse, da sidstnævnte funktion nu primært varetages af andre medier.

- Hvis efterspørgsel (behov, begær) slippes fri på en ukvalificeret måde, leder det til uorden i det byggede - forstået i termodynamikkens mening som rumlig entropi - der kan undergrave samfunds stabilitet og organisation.

- Viljen til at genintroducere skønheden som et væsentligt behov er også problematisk. Hvilken skønhed er mulig i fragmenterede, af fremmende kulturer påvirkede samfund, uden et fælles æstetisk sprog eller fælles forudsætninger. I fraværet af en videnskab om kunst, kan skønhedens niveau kun styres af individuelle luner: ideologier, smag og idiosynkrasier - samt modsigelsesfulde modetrender med en falsk æstetik.[36]

- Brugernes meget omtalte deltagelse er snyd og simulationsspil baseret på utidssvarende konventioner. Hvis byggere og brugere ikke har et fælles sprog og fælles regulerende værdier, kan der ikke være reel deltagelse.

Choay mener, at der mellem de to spor, som er fulgt i læsningen, åbner sig muligheder for andre spor, der hverken behøver at føre til nostalgi eller kynisme. Hun taler for en konfliktfyldt mellemvej, der både indeholder en grad af nødvendig planlægning og samtidig tillader byggeri at blive et medium for nydelse og det uventede.[37]

Med Albertis operatorer kan vi genvinde adgangen til det byggedes grundlag og dynamik, siger Choay. Vi har dog samtidig brug for en udvikling af vores kropslige forståelse af rummet og den følelsesmæssige oplevelse, som begge dele sikkert må involvere en gentilegnelse af tiden.[38]

Så langt resuméet af Choays bog 'The Rule and the Model' - der ender åbent, alment og nutidigt. De kritiske bemærkninger har forhåbentlig ikke undermineret hendes mange stærke og velbegrundede analyseresultater. Choays forskningsarbejde er skelsættende - arkitektfaget og ikke mindst byplanfaget har her noget principielt alvorligt at diskutere og ikke mindst arkitekturforskningen kan have en stor glæde af de dybtgående og langsigtede perspektiver hun rejser om arkitekturafhandlinger og urbanism-teorier.

Her skal nu sluttes af med en oversigt over Choays metode og nogle principielle ubesvarede spørgsmål.

Choays metode i 'The Rule and the Model':

Choays egne metodologiske kommentarer handler bl.a. om følgende: For at teste afhandlingens hypoteser er det nødvendigt at etablere genealogier, lokalisere brud og opdage og definere strukturelle konstanser. Analysen reduceres derfor til teksternes eget 'rum' og fjerner sig fra konteksten, som de blev produceret i. Bogen beskæftiger sig således ikke med forholdet mellem 'grundteksterne' og det, der faktisk blev bygget. Choay er både en slags teksternes strukturanalytiker og deres fortolker - og siger selv at hun bygger på nutidig epistemologi, antropologi og semiologi. Hun leder efter logik, semantisk sammenhæng og formmæssig sammenhæng. Metodisk bygger hun bl.a. på Propp og Lévi-Strauss vedrørende fortællinger og myter, Barthes tekstuelle semiologi og Benevistes og Simonin-Grumbachs grundlæggende semiolingvistik.[39] Choay erkender indledningsvis at konstruktionen af et tekstkorpus har en cirkulær logik.

Et egentligt metodekapitel er fraværende i bogen. Choays metode er derfor mere implicit end eksplicit. Der er tale om et historisk teksttypologisk studie, der samtidig er begrebsdannende, og hvor det centrale i hendes metode er følgende:

1. Hun har en antagelse, hypotese, om at der findes i hvert fald tre forskellige typer af tekster om arkitektur, byer og rum: arkitekturafhandlingen, utopien, og urbanism-teorierne. Sidstnævnte indeholder træk af de to tidligere.

2. Hun laver en foreløbig liste af kriterier for det, der er typisk for de tre teksttyper hver for sig. Herefter gennemsøger hun litteraturen og konstruerer et korpus af tekster, som skal undersøges nærmere. Tekster af traditionel idealbykarakter, værdiorienterede arkæologiske studier, rejsebeskrivelser og lign. sorteres fra.

3. Hver teksttype studeres i et historisk forløb fra den første af den kendte type og fremefter - der kikkes også bagud for at sikre at den tekst, der udpeges som den første, også er det.

4. Hver tekst ses i forhold til den pågældende grundlæggende teksttype ( ligheder og forskelle med denne teksttype indenfor den enkelte tekst ) - dette giver hen ad vejen et historisk komparativt perspektiv på udviklingen indenfor teksttypen.

5. Der ses specifikt på hver enkelt tekst opbygning og hvordan tekstens dele og rækkefølge er begrundet samt hvordan den indbyrdes sammenhæng er - dette sker også på tværs af de grundlæggende teksttyper og giver efterhånden et komparativt perspektiv på tværs af hele bogens problematik.

6. Gennem at følge hvem der taler i teksten (1 person ental, etc.) og hvilken tid der tales i (nutid, datid, etc.) søges der bl.a. skelnet mellem diskurs og mytefortællinger (historiske fortællinger). Ikke mindst kan skift på disse punkter internt i teksterne være interessante. Diskurser er normalt i 1 og 2 person nutid, myter i 3 person datid.

7. Processen med punkterne 1-6 gentages sandsynligvis iterativt i forskningsprocessen, indtil der opstår en rimeligt stabil fortolkning - i bogen er det dog kun 'slutproduktet' der ses. Kun tiden kan herefter vise om 'slutproduktet' holder. 16 år senere siger Choay selv fortsat i det store og hele OK.

De metodiske problemer handler bl. a. om tekstkorpusets omfang ( tekster på i hvert fald 5 større vesteuropæiske sprog plus latin i over 500 år ) og det uoverkommelige med at give det hele en rimeligt ligeværdig behandling. Dette fører til en for læseren ind imellem alt for kort behandling af en del af teksterne. Analysen af Albertis tekst er betydeligt længere end de øvrige, hvad der dog er absolut nødvendig i denne bog.

Især urbanism-teorierne fra 1860-erne til vor tid bør der fremover gøres mere ud af at analysere i dybden. Choay har både gjort det let og svært for sig med kun 3 kendetegn for urbanism-teorierne mod henholdsvis 5 og 7 for arkitekturtraktaterne og utopierne. Muligheden for en præcis afgrænsning af genren vokser sandsynligvis eksponentielt med antallet af kendetegn. Med kun 3 kendtegn lukkes der for urbanism-teorierne i langt højere grad op for et afgrænsnings- og sorteringsproblem. Når Sitte får en relativt stor plads og alligevel ikke rigtig passer, er det et udtryk for vanskeligheder med urbanism-teori definitionen.

Analysen af 'urbanism-teorierne' bliver også mere kompliceret end analysen af de første teksttyper, da der introduceres to nye kriterier (påstået videnskabelighed og negativ/positiv byskildring) samtidig med at hele apparatet fra de to første teksttyper også skal testes på urbanism-teorierne. Det gør det heller ikke nemmere, at Cerdá, hvis tekst både er stort set ukendt og mangler den teoretisk vigtigste halvdel, gøres til den paradigmatiske urbanism-teori figur.

Som en generel samlet tankefigur (se BGs diagram) står Choays kategorier og historiske skema stærkt som et hjælpemiddel til at forstå den komplicerede intellektuelle baggrund for arkitektur og urbanismteorier frem til i hvert fald en gang for ca. 100 år siden. Herfra må der dog lægges yderlige lag af kategorier og tolkninger oveni, der gør en mere differentieret analyse mulig. På en måde har Choay allerede i 1960-erne foregrebet dette med hendes opdeling av urbanism-teorier i kulturalistiske og progressistiske.

Det, der nu bl.a. er brug for er en diskussion af selve bybegrebet, der ikke længere kan tages for givet, når 'urbanisering' i almindelig forstand er blevet global og IT-fordoblet.

Noter:

[1] Der er dog ikke herfra adgang til den amerikanske AVERY-base.

[2] Søgning med 'Google' på http://www.google.com, der i øvrigt giver mange hundrede links til Choay.

[3] Om sidstnævnte bog siges det fra forlaget: "Analysing the phenomenon of the historic monument from the fifteenth through the twentieth centuries, Francoise Choay exposes its ambivalent character, as a symbol of a capitalist economy, as a symptom of deep social malaise, and even as a touchstone for the rediscovery of humanistic values whose relevance for contemporary society can no longer be taken for granted."

[4] Romerne skelnede dog mellem 'civitas' og 'urbs' , mellem byen af mennesker og den byggede by. Men byen som rumlig helhed er alligevel i høj grad fraværende i den tids tekster. Også hos Vitruvius er byen mest et ubeskrevet 'taget for givet'.

[5] Dette lyder næsten som Richard Sennetts beskrivelse af værdierne i det urbane - bortset tildels fra det sidste, som han arbejder på at undgå. (The Fall of Public Man (1977), The Conscience of The Eye (1989) og Flesh and Stone(1994) og Bo Grönlund: The Civitas of Seeing and the Design of Cities - on the urbanism of Richard Sennett, 1997/99 ).

[6] Se Choay: 'The Modern City - Planning in the 19^th Century', 1969

[7] Leon Battista Alberti, 1404 - 1472. Italiensk humanist, arkitekt, og foregangsmand i renæssancens kunstteori. Et universalmenneske, der tilhørte den kulturelle fortrop i den tidlige italiske renæssance. Uddannet i matematik, latin og litteratur. Doktorgrad i jura ved Bologna Universitet 1428. Kaldt til Rom som sekretær ved Vatikanet i 1432. Skrev her bl.a. om moralfilosofi og om maleri. Den første, der systematiserede måden at tegne centralperspektiv på (1435). Skrev også den første renæssanceafhandling om geografi. ( Ven af Toscanelli, der havde forsynet Columbus med kort til den første rejse til Amerika). Af Este-hoffet i Ferrara fra 1438 bedt om at beskæftige sig med arkitektur, bl.a. at rekonstruere Vitruvius. Fra 1447 pavens arkitekturrådgiver. Forud for 'De re aedificatoria' også en undersøgelse af det klassiske Rom i 'Descriptio urbis Romae'. Under de sidste 20 år praktiserende arkitekt: bl.a. St. Maria Novella og Palazzo Rucellai i Firenze, Tempio Malatestiano i Rimini og San Andrea i Mantua. Udarbejdede endvidere den første italienske grammatik, der viste at det toscanske sprog var lige så regulært som Latin og værd at bruge litterært, hvad han derefter gjorde. Desuden pionerarbejde om kryptografi med den første kendte frekvenstabel og det første polyalfabetiske kodesystem, inkl. opfindelsen af chifferhjulet. (Kilde: 'Encyclopædia Britannica')

[8] Den arabiske kultur aldrig har produceret en eneste specialiseret tekst om dets urbane rums organisation - selv om dens byers kompleksitet i dag forbavser os, siger Choay.

[9] Denne 4. del tilhører ikke triaden, som de første 3 tager udgangspunkt i.

[10] I senere udgaver - også i den seneste engelske - er der indsat illustrationer, der leder øjnene bort fra teksten.

[11] Diagrammet var ikke med i den franske udgave i 1980.

[12] Det lader f.eks. til at Alberti bevidst har valgt at bruge andre latinske ord for hans start-begreber - necessitas, commoditas, voluptas - end Vitruvius treenighed af firmitas, utilitas, venustas.

[13] Og vel også supplement til kroppen.

[14] Alberti interesser primært sig for den lille elite - hvad der vanskeligt kunne være anderledes for en arkitekt på dette tidspunkt i historien.

[15] Choay konstaterer at begrebsparret offentlig/privat er i bund og grund relativt - det er let at veksle mellem betegnelserne for et og samme rum og begrebsparet bliver derfor lige så kompliceret for Alberti i 1400-tallet som for de arkitekter, der bruger det i dag, f.eks. når skalaen offentlig-privat bruges som rumbetegnelse i en kriminalpræventiv by- og bygningsplanlægning, jvf. Dansk Standards publikationer DS INF 470, DS 471 og DS INF 471 (se Bo Grönlund: Om kriminalprævention ).

[16] Lefebvre ville sige, at der var tale om 'det absolutte rum', jvf. 'The Production of Space'
(se også Bo Grönlund: On Henri Lefebvre: Urbanity: Lived space and difference, 1997 )

[17] For os 500 år senere er dette en farlig analogi for bybygning, ikke mindst i kombination med 'det økonomiske princip' - da det legitimerer totalplanlægning i stor skala og mangel på forskel.

[18] Palladio opmålte f.eks. minutiøst Roms monumenter, hvad der førte til en fornyet og intensiveret lovprisning.

[19] Thomas More, Sir. 1477-1535. Humanist og statsmand i London. Kansler for England 1529-32. Halshugget af Henrik VIII for at modsætte sig kongens overhøjhed over kirken i England. Velsignet af paven 1886 og erklæret for helgen 1935.

Studier i Oxford i latin og formallogik. Studerede også jura og blev optaget som advokat fra 1496. More prøvede også sig selv i forskellige litterære genrer. Nær ven og promotor af Erasmus, 1500-tallet mest lærte person i Europa. I kongens tjeneste fra 1510, bl.a. med forhandlinger i Antwerpen, Brugge og Calais - også kontakt med Hansaen. Mores fortælling om Richard III er det første mesterværk i Engelsk historieskrivning og grundlag for Shakespeares skuespil. 'Utopia' publiceredes i Lovain 1516. Titelen kommer fra ou-topos (no place), men har også koblinger til eu-topos (good place). Medlem af kongens råd fra 1517. Kongen intellektuelle hofman, sekretær og fortrolige. Digte på latin publicerede 1518. Skrev et svar på Lutheranismen 1523. Samme år valgt til formand for underhuset. Uenig med Henrik VIII i 1527 om kongens mulighed for skilsmisse fra Catherine af Aragon. Med i fredskongressen mellem Frankrig og Det Hellige Romerske Rige 1529. Skrev bøger om kirken 1532-33, der var en kampagne for den gamle tro (den katolske). More nægtede at deltage i Anne Boleyns kroning 1533 - modstand mod kongens brug af kirken førte til sidst til Mores henrettelse. (Kilde: Encyclopædia Britannica).
En liste over Mores skrevne produktion findes på: http://www.d-holliday.com/tmore/life2.htm .
Mores 'Utopia' findes gratis på: http://www.d-holliday.com/tmore/utopia.htm .

[20] 'Retoriske' utopier er ikke rigtige utopier, siger Choay, der her er for indforstået.

[21] Choay siger ikke, hvad hun forstår ved en fænomenologisk tilgang udover, at det har at gøre med en oplevelse og erfaring, som er visuel i dens karakter. For Heidegger er en fænomenologisk forståelse også bl.a. knyttet til etymologi, dvs. ords historiske betydning og betydningsforskydninger. For Lakoff og Johnson er det fænomenologiske knyttet til umiddelbart tilgængelige kropslige erfaringer.

[22] Todd & Wheeler siger at denne hal betjener 30 husholdninger, dvs., 30 huse.

[23] En hurtig læsning af Mores Utopia i internetversionen, giver ikke dækning for en langtgående tolkning om visuel transparens m.h.t. boligen. Men at der i Utopia er indbygget en stor mental, og i det kommunale liv også en stor visuel overskuelighed, er der ikke nogen tvivl om. Todd & Wheeler siger: "Despite the democratic structure, Utopians lead a strictly regulated life, constantly under the surveillance of the magistrates they have elected...". Rejseaktivitet er også strikt reguleret.

[24] I Todd & Wheelers oversigtsværk 'Utopia', 1978, nævnes f.eks. at parodien i Mores Utopia, der oprindelig var skrevet på latin, bliver tydeligere hvis man forstår græsk: "The river Anider means 'no water', the city Amanote means 'dream town', and the storyteller himself is called Raphael Hytlodae, 'dispenser of nonsense'.

[25] Hendes diskussion er dog indforstået, og hun har ikke nogen epistemologisk begrundelse for denne sammenligning på tværs af skellet individ/samfund.

[26] Jeg vil ikke her - sådan som Choay gør - referere denne rumlige model mere grundigt - det som er væsentligt er pointen at Mores Utopia ikke står alene, men har efterfølgere.

[27] I hvert fald fortsætter utopierne med at fascinere, hvad der bl.a. fremgår af nutidige sites på internettet, som

http://www.coloradocollege.edu/Dept/EN/Utopus/links.html og http://home.sol.no/~vals/alternativesocs.html .

Mht. bibliografi se også 'A select bibliography on the history of social utopias and modern urban planning to 1945' på http://www.stanford.edu/dept/URBS/urbn115/biblio.html

[28] Det er irriterende, at Choay her springer frem og tilbage i tiden - også forbi Cerdá og 1867. Afsnittet virker svagt integreret med resten af bogen - måske fordi det er noget af hende allerede tidligere berørt stof, som ikke skal gentages.

[29] Morris er i virkeligheden anti-urban - men det er en anden historie!

[30] Ildefonso Cerdá 1815-1876. Ingeniør. Det moderne Barcelonas planlægger (1855-1861). Udarbejdede også en plan for Madrid (1861).

[31] En udvalg fra 'Teoria' blev publiceret i Frankrig i 1979 med et forord af Choay. Ildefonso Cerdá: La théorie générale de l´urbanisation. Présentée et adaptée par Antonio Lopez de Aberasturi, Espacements collection dirigée par Francoise Choay, aux Éditions de Seuil, Paris. En engelsk bog foreligger nu som: Cerdá - The Five Bases of the General Theory of Urbanization. Ed. by Arturo Soria y Puig. Electa, Milan, 1999. 448 pp. with 204 ills. (se http://www.trianglebookshop.com). I Town Planning Review, 1995, kan man læse om en tidligere version af Soria y Puigs Cerdá fremstilling:

"The distinctive contributions of the Spanish engineer Ildefonso Cerdá (1815-1876) to the theory and practice of modern town planning have recently been reassessed. This paper (by Soria y Puig) first examines the development of Cerdá's thought from the mid-1840s, his detailed and systematic attention to the relationship between plan-making and the economic, legal, administrative and political bases for planning, and his definition of the term urbanizacion for the new scientific and integrative study and activity he proposed. Drawing examples from his propoasals for the 'reform' (upgrading and renewal) and expansion of Barcelona (1859, 1863 and 1867) and Madrid (1861), the paper considers in more detail Cerdá's analysis and proposals for housing, the functions of streets, and the essential role of 'intervias' (street block) in urban design."'

Urbanisering skal hos Cerdá forstås som det franske 'urbanisation', dvs. både som urbanisering, byudvikling, bybygning og byplanlægning

'Teoria general de la urbanización...' var tiltænkt følgende fire hoveddele (her i BGs oversættelse fra fransk):

1. Urbanisering som faktisk virkelighed: Oprindelse, udvikling, introduktion til urbaniseringens aktuelle forhold, urbaniseringens 'raison d´être'. (Bind 1 - ca. 800 sider)

2. Urbanisering som videnskab: teoretiske principper for den perfekte urbanisering (upubliceret / forsvundet manuskript).

3. Kunsten at applicere de teoretiske principper; urbaniseringens teknik (upubliceret / forsvundet manuskript).

4. Et eksempel på teoriens applicering: Barcelona. Byens aktuelle tilstand - statistik. Den foreslåede plan for Barcelonas omdannelse og udvidelse. (Bind 2 - ca. 800 sider).

[32] I det følgende behandles forfatterne samlet, en for en, og ikke som hos Choay opsplittet efter hendes forskellige indfaldsvinkler. Disse søges i stedet inddraget under hver af forfatterne for sig, da det i resuméet giver en mindre flagrende læsning.

[33] Senere studier har dog i følge Choay også påvist, at Sitte i 1863-72 blev foregrebet af Viollet-le-Ducs 'Entretiens sur l´architecture', med samme sociale tilgang, sammme pædagogik baseret på historien (ofte af andre misforstået som historicisme), samme kritik af byplaner fremkommet på tegnebordet og samme måde at analysere fortidens urbane morfologier. Viollet-le-Duc burde, som tidligere nævnt, have fået en egen behandling - han er den eneste 1800-tals arkitekt, som teoretisk hører til i Albertis tradition, siger Choay i 1996. Også italieneren Gustavo Giovannoni (1872-1943) med hans 'Veccie cittá ed edilizia nuova' (1931) er overset, siger hun da.

[34] Mange af de kun i plan viste byrum ser det dog ud til, at Sitte aldrig har besøgt - flere fungerer i virkeligheden ikke rumligt sådan, som han beskriver dem. Sittes arbejde er på vigtige punkter en skrivebordskonstruktion. BG besøgte i 1984 de fleste af de byrum i Norditalien, som er vist i 'Städtebau..'. De er rumligt set - i 3 dimensioner - ofte mere uklare og ambivalente, end hvad der fremgår af Sittes 2-dimensionale planer i hans bog. Det bliver hans principielle synspunkter dog ikke dermed nødvendigvis ringere af.

[35] Choay har behandlet Le Corbusier mere grundigt i anden sammenhæng (se de indledende bemærkninger om Choay). Hendes seneste Corbusier-artikel i Encyclopædia Britannica (søg på 'Corbusier' på http://www.britannica.com) er dog skrevet på en 'neutral' måde, uden den kraftige kritik hun ovenfor giver udtryk for i 'The Rule and The Model'.

[36] Her bliver Choay ret deprimeret, og plumper selv i med snak om 'falsk' uden at fortælle hvad der er 'sandt' og uden at godtgøre hvad sidstnævnte kan være for noget. At henvise til Alberti er jo som nævnt ikke nok - da han netop på dette punkt springer over i dogmatik.

[37] Choay peger her på den særlige priviligerede ontologiske status som byggeri har hos Heidegger - en observation som hun i øvrigt ikke følger op. Det kunne dog let føre videre til Chr. Norberg-Schulz dilemmaer. CNS er en af de arkitekturteoretikere, der har taget Heidegger mest til sig - og det bliver vanskeligt på 'byens niveau', som Heidegger helst ville undslippe. CNS forståelse af 'urbanitet' er utilstrækkeligt udviklet på det generelle niveau og han får derfor også vanskeligheder med at identificere specifikke regionale former for 'urbanitet', ikke mindst i de nordiske lande - se CNS: Nattelandene, hvor han reelt giver op på dette punkt.

[38] Så langt så godt - men herfra fører Choay samtidig perspektiverne videre end hendes bog egentlig giver dækning for i øvrigt: Kroppen skal gentilegnes og genintegreres med det rum, den bevæger sig igennem. Naturen skal genindsættes og genindlæres via (eller med) kroppen. Teknologien skal afmystificeres og befries fra ophøjende og fordømmende ideologier. Innovation skal udsættes for mange forskellige modulationer. I sær skal traditionens arv være lige så tilgængeligt som forventningsfulde videnskabelige anelser.

[39] Hun bruger termerne semiolingvistik, semiologi, semiotik, og semantik mange steder, og hun tager for givet at læseren har styr på hvad disse begreber står for og på forskellen mellem dem indbyrdes.

England	Utopia:
vilkårlig magt, smiger, korrupt råd ubegrundede beslutninger religiøs intolerance mange og komplicerede love privat egendom er det normale England beskrives i teksten på en kaotisk måde	herskeren har et senat og et råd som kontrollerer ham lovene kræver refleksion religiøs tolerance få og letforståelige love privat ejendom er ukendt Utopia beskrives i teksten på en systematisk måde