Bo Grönlund:

Begreberne 'by', 'landskab', 'rum', og 'funktion'

Skrevet i april 2000 til Institut 3, 'By, rum, funktion', Kunstakademiets Arkitektskole

som led i en begrebsdiskussion. Lagt på nettet i januar 2004

Prof. Jens Kvorning har bidraget med dele af indholdet, men den endelig prioritering og redaktion er BGs

Alle foto er fra Københavnsregionen, 5.1.2004 på tur fra Kastrup mod Norge

Instituttets navn er fra 2004 'Institut for planlægning'

http://www.karch.dk/forskning/institutter/inst3/frame.html

- men en indkredsning af begrebet planlægning er endnu ikke med her

NB! Stikordene til sidst - hentet fra danske ministerier i år 2000 - har ikke alle samme politiske aktualitet under Anders Fogh Rasmussens regering og efter de omlægninger i ministerierne, der dermed fulgte - men virkelighedens problemstillinger er fortsat i betydelig grad de samme.

Bybegrebet

Landskabsbegrebet

Rumbegrebet

Funktionsbegrebet - arkitektfagligt set

Funktionsbegrebet videnskabsteoretisk

Studiet af byer og landskaber

Litteraturliste

_________________________________________________________________________________________

Teoriudvikling og fagkritik påvirkes indenfor arkitektforskning i betydelig grad af den svage kundskabsakkumulation, der finder sted. Man kan sige at et af grundforskningens hovedproblemer indenfor arkitektforskningen er, at der - bortset fra på de egentligt tekniske områder - finder en meget lille kundskabsakkumulation sted, og at grundforskningen derfor ikke kommer ret langt, da nye forskningsarbejder i høj grad lægger sig ved siden at hinanden, i stedet for 'ovenpå' hinanden. Tildels er dette et konsekvens af erkendelsesvilkårene indenfor samfundsforskning og humaniora, der ikke i samme grad som indenfor naturvidenskaben muliggør generelle, entydige og præcise teoridannelser. Tildels er det et udtryk for at arkitektforskningen har sine egne problemer, af både indholdsmæssig art og som en svagt udviklet forskningstradition.

En forudsætning for at kundskabsakkumulation kan finde sted på et niveau der er højere mere og systematisk end 'den reflekterede dataindsamling' i forbindelse med udvalgte cases, er en tilstrækkelig fokus på teori og fagkritik.

Nedenstående er tænkt som en skitse til en teoretisk indkredsning af begreberne by, landskab, rum og funtion. Den kan nok aldrig blive udtømmende eller 'totalt balanceret', da dets problematik er omfattende og kompliceret. Enhver præcisering kalder på sin modsigelse, uddybning eller revision hen ad vejen......

Bybegrebet

Bybegrebet rummer i sig mange forskellige, mere eller mindre forbundne dimensioner. Oprindelig står det for en socialt kompleks og rumligt koncentret menneskelig livsform, der står i modsætning til og i vekselvirkning med landområder udenfor og tildels også med andre byer. Allerede fra starten omfatter bybegrebet således:

- en koncentration af mennesker

- en koncentration af det byggede

- en vidtdreven samfundsmæssig arbejdsdeling

- materielle og immaterielle udvekslingsprocesser

- politiske organisationsformer

Bybegrebet omfatter hermed samtidig det komplekse spil af mange aktører der udnytter og bruger rummet (herunder byggemulighederne) i en mere eller mindre (dis)kontinuerlig forandringsproces, der foregår over meget lang tid. Byens kompleksitet må tilsvares af en arkitektur- og æstetikforståelse, der rummer muligheden for at kompleksiteten kan medtænkes heri.

Fra at byen - også i det byggede - oprindelig bevidst forholdt sig til verdensbilleder og kosmologier, blev den i industrisamfundet primært set som en praktisk nytteforanstaltning, der gav økonomiske fordele og en større eller mindre grad af individuel valgfrihed i forbindelse med uddannelse, arbejde, fritid og konsumtion. Urbanisering (vækst i bybefolkning og byerhverv), forstadsudvikling og pendling er knyttet hertil. Urbaniseringen førte også til en forandret syn på landskabet. I informationssamfundet vokser betydningen af byen som oplevelsesdimension og handlingsrum (fælles, offentligt, komplekst, tilfældigt) og dette sker samtidig i en hård oplevelses-, handlingsmæssig, og tidsmæssig konkurrence med andre 'medier' og 'landskaber' - også det, der kan foregå i mere private rum som boligen og arbejdspladsen.

Byen kan ud fra historiske, morfologiske og strukturelle kriterier - og kombinationer mellem disse kriterier - underdeles i forskellige delkategorier og forskellige tidsspecifikke former, som samtidig udgør forskellige fokuseringer på fænomenet by - tætby, forstad, center, periferi, klassisk by, moderne by eller handelsby, industriby, postindustriel by. Hver underdeling af bybegrebet forudsætter i en forskningsmæssig sammenhæng en teoretisk/definitionsmæssig diskussion, hvis kategoriseringen skal komme ud over det, der allerede er taget for givet.

Begrebet urbanitet er i dag en væsentlig delkategori af begrebet by - ikke mindst i en arkitektursammenhæng der fokuserer på mangfoldighedens oplevelses- og handlingsrum, hvorimod bybegrebet som helhed har en tendens til at brede sig til at omfatte stadig mere, og dermed præcisere stadig mindre. Urbanitetsproblematikken er i de sidste årtier behandlet på en tildels nyskabende måde af bl.a. Lefebvre, Sennett og Hillier. Et præciseret urbanitetsbegreb vil gøre det muligt tankemæssigt at adskille 'urbanitet', 'modernitet' og 'samfund' og dermed at kunne se dem i forhold til hinanden - og også mere præcist i relation til 'rum' og 'funktion'. Den gængse byforståelse tenderer derimod til at etablere simplificerede identiteter af typen byen=samfundet='det moderne', (f.eks. Berman i 'All that is Solid Melts into Air'). Sidstnævnte gælder ikke mindst mange nutidige vesterlandske statsapparaters håndtering af 'byen'. Et af de politiske svar på en uklar byforståelse er blevet en fokusering på en bybevaring, der mere eller mindre viger udenom egentlig at forholde sig til 'urbanitet'. Hermed kan der opstå en reduceret opfattelse af kvaliteter i henholdsvis nyt og gammelt, da det nyes 'urbanitetstilskud' vanskeligt kan vurderes med de analyseperspektiver, der ofte benyttes i bybevaringen.

Landskabsbegrebet

Landskabet betegner i normalsproget det åbne landskab, forstået som modsætningen til byen - det ubebyggede eller svagt bebyggede overfor det tæt bebyggede. Det åbne landskab specificeres videre som enten et kulturlandskab, dvs. et landskab der i væsentlig grad er præget af menneskelig indgriben i form af dyrkning m.v. eller et naturlandskab hvor omfanget eller konsekvensen af den menneskelige indgriben er mindre.

Landskabsbegrebet kan imidlertid også ses som anvendt som et overbegreb, der omfatter både det åbne og det bebyggede landskab. Pointen med denne begrebsanvendelse er dels at der dermed skabes en begrebsmæssig ramme, der også kan rumme de overgangsformer der findes mellem by og landskab i den ovenfornævnte betydning, og at landskabsbegrebet introducerer en helhedsopfattelse, der inkluderer en tids- og forandringsdimension. I denne brug er landskabsbegrebet dog mere en metafor end et stringent videnskabeligt begreb, men det relaterer sig til traditionelle kontekstuelle beskrivelsesformer indenfor arkitekturen.

Landskabsbegrebet er i sig selv tildels foranderligt over tid som 'intellektuel konstruktion' (ligesom bybegrebet er det). Synet på og forståelsen af landskab(er) er i sig selv et kulturprodukt og ændrer sig med den samfundsmæssige udvikling. Det romantiske landskab opstod f.eks. i 1700-tallet som et resultat af den begyndende industrialisering og oplysningstidens verdensanskuelser.

De sidste hundrede års nybyggeri har på en ny måde udnyttet landskabet direkte som et aktiv - udfoldelsesmæssigt og visuelt/æstetisk - for at opnå positive kvaliteter som hurtig og storskalaet byudvikling har haft vanskeligt at tilføre indenfor det byggede selv. Denne tendens er tiltaget i de senere år. Også på denne måde flettes by- og landskabsbegreberne sammen. Landskabet (naturen, økologien) er samtidig tildels blevet en slags religionserstatning i et sekulariseret samfund (både som 'tekst' og som 'ritualiseret institution').

Aktuelt kan landskabsbegrebet endvidere bruges til at sætte fokus på bybegrebet i diskussioner om 'bæredygtig' udvikling. Planlægningen for grønne strukturer ser nu i højere grad end tidligere disse på en mere kompleks måde som 'levende økosystemer' og fokuserer i dag på aspekter som diversitet, spredningskorridorer, grad af 'vildhed', bufferzoner og tilgængelighed. Byen og de menneskelige udfoldelser her kan ud over de biologiske dimensioner (menneskene selv om kroppe, de andre dyr, planterne, stofskiftet, etc.) også ses som et dynamisk økonomisk, socialt og kulturelt økosystem med bl.a. lignende dimensioner. Der var et tilløb til dette i den så kaldede 'humanøkologi' i 1920'ernes USA, om end det ikke var uproblematisk, videnskabeligt set (se bl.a. 'funktionsforklaringer' under 'funktionsbegrebet videnskabsteoretisk set' nedenfor).

Velfærdspolitik og drømmen om planlagte samfund forskød for en tid også problemstillingerne, men med øget markedsorientering dukker 'naturanalogierne' op med fornyet styrke i synet på de processer, der foregår i byen. Videnssamfundets udvikling betyder også, at den traditionelle skelnen mellem natur og teknologi og natur og kultur bliver stadig vanskeligere at opretholde - forskellen til tidligere er bl.a. at selve den teknologiske infrastruktur udvikles til 'intelligente' sammensatte netværker, der i vis forstand får deres eget mere eller mindre utilsigtede 'liv'.

Til sidst kan det også nævnes, at landskabsbegrebet kan være interessant i et perceptionsperspektiv (æstetisk, orienteringsmæssigt, etc.), da hjerne- og kogntionsforskningen i stadig højere grad påviser, at menneskets måde at opfatte og reagere på omverdenen grundlæggende er udviklet længe før byerne og arkitekturen opstod.

Nogle af 1950-erne og 1960-ernes mere eller mindre vellykkede forsøg på at skabe et nyt grundlag for visuel og rummelig byudformning tog delvist udgangspunkt i en slags landskabstilgange. Det gælder f.eks. så forskellige arbejder som Lynch 'The image of the city' og Cullens 'Townscape'. På baggrund af senere perceptions- og kognitionsforskning vil det i de kommende år eventuelt være muligt at nå frem til en dybere og mere systematisk tilgang vedrørende landskabet og byen som visuelt og rumligt fænomen til støtte for arkitekt- og planlægningsarbejde.

Rumbegrebet

'Rum' kan i forbindelsen med forskningsenheden 'By, rum og funktion' grundlæggende forstås som:

1) lige til og praktisk, som de større eller mindre enheder for menneskelig aktivitet, kontemplation og/eller hvile som byer og bygninger udgøres af

2) en mangefacetteret teoretisk konstruktion med forskellige praktiske implikationer

Det forskningsmæssige spændingsfelt opstår bl.a. i kombinationer heraf. Rummet optræder indenfor enhedens forskningsfelt både i betydningen 'det sociale rum', 'det fysiske og det arkitektoniske rum' og 'det abstrakte rum'. Interaktionen mellem sociale former og strukturer og det fysiske og det arkitektoniske rum udgør eksempelvis et traditionelt væsentligt forskningsfelt indenfor arkitekturforskningen. Kombinationen det abstrakte rum og det fysiske rum optræder som centralt tema i meget af den forskning, der forsøger at beskrive globaliseringsprocesserne og den nye dagsorden for byernes rolle og strukturering, der udspringer herfra.

Rumbegrebet omfatter også bl.a. dimensioner som rum/sted (som i eng. dikotomi 'space'/'place'), euklidisk geometri/fraktal geometri, offentligt rum/privat rum, handlingsrum/oplevelsesrum, skala, dybde og afstand. Det handler også bl. a. om forskellige topologier, forskellige rumlige typologier - og nogen gange inkluderes også det byggedes morfologiske aspekter hvorved rumbegrebet nærmest bliver en synonym for arkitektur i alle dets aspekter. Rummet som stemningsrum inkluderer endnu mere - ud over arkitektur i snæver forstand også lys, lyd, lugt, klima, m.m. Et udfoldet rumbegreb er i høj grad relationelt og konfigurativt.

I filosofien tales der om en traditionel skelnen mellem matematisk rum, fysisk rum, og anskueligt rum (det sanseoplevede) samt at det er kontroversielt, hvilket forhold der er mellem disse tre former for rum. Plato, Euklid og Descartes understøttede en abstrakt og idealiseret forståelse af rummet. Opdagelsen af det konstruerede perspektiv bidrog til en rumopfattelse, hvor forståelsen af rummet som bevægelsesflow og handlingsrum blev kraftigt underspillet (undtagen som synets lineære bevægelse mod et fjernpunkt). Newton så rummet som en beholder helt adskilt fra det, som måtte findes inde i beholderen, hvorimod Leibnitz ville forstå rummet som et sæt af relationer. Det er filosofisk kontroversielt, om rum og de rumlige relationer mellem de fysiske ting er noget, der eksisterer i sig selv, eller om rum er knyttet til en bevidsthed, der kan erfare rum. Kant er en fortaler for det sidstnævnte, idet han tolker rum som en apriori anskuelsesform, dvs. et grundtræk ved enhver mulig, endelig (begrænset) anskuelse eller erfaring, dvs. som knyttet til sanserne og sanseevnen.

Rumbegrebet er fortsat relativt dårligt udfoldet og svagt forankret i en samfundsmæssig og humanistisk forståelse. Sociologien har f.eks. stadig store problemer med at forholde sig til rummet og til samspillet mellem rum og social adfærd (jvf. Tonboe) og fornægter eller fortrænger dermed ofte rummets rolle. Psykologisk og socialpsykologisk står det lidt bedre til med viden om rummet (med afsæt i kontrollerede eksperimenter med rumperception, reel og tilsyneladende bevægelse, personligt rum, rumlig orienteringsevne, etc.), men f.eks. miljøpsykologien har kun delvist indfriet 1900-tallets forventninger til en bedre rumlig forståelse ad denne vej. Antropologer og etnologer studerer forskellige gruppers brug af rummet ved observation og dybdeinterviews, men har især interessante rumlige betragtninger omkring kulturer, der er forskellige fra vores egen. Fænomenologien er en anden tilgang, der tolker rummet bl.a. i relation til kroppen og/eller givne ydre (natur)forudsætninger, men disse tolkninger vil altid rumme grader af subjektivitet, da de befinder sig et eller andet sted mellem videnskab i mere gængs forstand og den personlige kunstneriske eller litterære fremstilling. Norberg-Schulz stedsfænomenologi er et eksempel på en arkitekturfænomenologisk tilgang.

Nutidig kognitionsforskning kommer ind på forholdet mellem sprog og rum og viser bl.a., at rummet på en central måde indgår i sproglig metaforisk tænkning, at denne metafortænkning er omfattende og dagligdags, og at den i praksis ophæver skellet mellem det kropslige og det mentale og mellem subjekt og objekt, således at menneskets forhold til verden først og fremmest kan opfattes som 'experiential', dvs. som kombinationen 'oplevelse-handling-erfaring' (Lakoff & Johnson).

Den franske filosof Lefebvre har i 1970-erne (men i den angelsaksiske verden først i 1990-erne) tilføjet en forståelse af rummet som samfundsskabt og konfliktfyldt fænomen og arbejder med flere triader af rumlige begreber:

· naturligt, socialt og mentalt rum

· levet, opfattet (bevidst oplevet og relateret til handling) og udtænkt rum

· absolut, abstrakt og differentielt rum

Rumlig syntaksanalyse (Hillier) er en ny form for analyse, der højner det videnskabelige arbejde om rummet og dets konfigurative relationer. Dimensionerne offentligt/privat, handlingsrum / oplevelsesrum og rumlig dybde kan her behandles med nye værktøjer, f.eks. kan integration som rumligt begreb videnskabeliggøres. Rumlig syntaksanalyse kan bruges både på byer og bygninger. Også den fraktale geometri giver nye muligheder for rumlig analyse (Batty). Disse nye analysemetoder er komplekse og ikke-lineære. De forudsætter brug af computerværktøjer og er i deres grundtilgang matematiske/ naturvidenskabelige/ tekniske - men på en ny kvalificerende måde, der kan relateres systematisk til samfundsmæssige, kropslige og kognitive forhold.

Rumopfattelser ændres tildels over tid og med 'geografien'. Centrale rumlige problemstillinger er i dag bl.a. relaterede til modernistiske opfattelser kontra andre mulige opfattelser af rumlige strukturer, herunder ikke mindst spørgsmålet om manglende overensstemmelser mellem 'modernitetens rum' og 'urbanitetens rum'.

Endelig skal det måske nævnes her, at rum og tid tildels er komplementære begreber, og at tidsbegrebet ligesom rumbegrebet både har abstrakte og konkrete aspekter. Brugen af tidsbegrebet er dog af forskellige grunde mere velkonsolideret i samfunds- og humanvidenskaberne, sammenlignet med brugen af rumbegrebet.

Ved rums- og tidsbegrebernes grænse (lyshastigheden) kan rum og tid ikke mere adskilles. Dette er primært relevant ved fysikkens skalamæssigt øvre og undre grænser. I dagligdagen i lyslederkablernes globale informationsnetværker af bredbåndskarakter opstår der dog også grænseoverskridende fænomener med både implosioner og eksplosioner i rum-tid komplekset. Der sker dels en implosion af rummet for øjeblikkeligt tilgængelig information og interaktion, hvis man har råd til og ved hvor og hvordan man kan få fat i de relevante 'bits'. Dels sker der en eksplosion af rummet forstået som informationsmængde, en mængde til hvilken den samlede adgangstid tenderer at blive uendeligt lang, da menneskets bevidsthed kun kan forholde sig til få 'bits' pr. sekund (16 bps i følge Nørretranders).

Funktionsbegrebet - arkitektfagligt set

Byplanlægningens og arkitekturens funktionsbegreb betegner både det anvendelsesmæssige eller aktivitetsmæssige aspekt ved et givet by- eller rumelement og en tradition for at undersøge og bearbejde byens helhed og dens elementer - herunder boligen - med udgangspunkt i det præg og de krav funktionen afsætter. Som i matematikken og filosofien forudsætter begrebet funktion at der eksisterer en eller anden form for afhængighedsforhold mellem forskellige funktioner og mellem funktion og form. Begrebet indeholder også faren for at forudsætte et deterministisk forhold mellem funktion og form, som har præget meget arkitektforskning. I egentlig videnskabelig forstand handler byplanlægningens og arkitekturens funktionsbegreb ofte egentlig om formål mere end om 'funktion'.

F. eks. definerer den svenske håndbog 'Bygg' funktionsbegrebet på følgende måde: I et hvert hus findes rum der er ment at have forskellige formål, hvis betydning for husets brugbarhed kan skifte. Bolig, arbejde, undervisning, pleje er eksempler på funktioner. I selve boligen er der funktioner som stue, soveværelse, køkken, hygiejnerum, etc. Også rumhøjde, opvarmning, gulvniveau m.m. kan ses som funktionelle aspekter. Funktioner indenfor byggeri og byplanlægning er ofte knyttet til normer, standarder, vejledninger, manualer og håndbøger.

I 'Politikens Ordbog' er 'funktion' a) en virksomhed og b) en matematisk funktion. At 'funktionere' er, når noget virker omtrent som en maskine - og upåklageligt. 'Funktionalisme' er i ordbogen nævnt som en anskuelse formuleret ca. 1920, der går ud på at arkitektur og brugskunst skal udformes med henblik på tingens funktion (forstået som brug, teknik og økonomi) og ikke efter æstetiske hensyn.

I virkeligheden handlede denne '-isme' også om en ny tids æstetik for æstetikkens, modernitetens og de involverede kunstneres egen skyld, da der almindeligvis ikke findes nogen entydig relation mellem funktion og form. Den arkitektoniske 'funktionalisme' omfattede samtidig en ukritisk overtagelse af en tayloristisk rationalitet, udformet til støtte for samlebåndsproduktion. Også byplanlægningen overtog en 'maskinmetafor' og en 'fabriksmetafor', der kom til at præge synet på byen som helhed - også udenfor industrikvarterne (med 'havebyen' som variant eller modpol).

Arkitekturens funktionsbegreb er i snæver forstand primært knyttet til elementære kropslige ting, f.eks. at spise, sove, at vaske sig, at komme af med kroppens affaldsprodukter, samt med kroppens velbefindende i øvrigt i relation til luft, lys, lyd, varme, klima, etc. Kroppens mål, opbygning, bevægelsesmuligheder, etc. kan også føre til funktionelle (brugsmæssige) betragtninger og anbefalinger (jvf. f.eks. Neufert).

Foruden i relation til form, må funktion også tænkes i relation til struktur. Filosoffen Lefebvre gå ud fra at enhver virkelighed er metodisk og teoretisk relateret til tre generelle aspekter: form, struktur og funktion, hvor hvert af delaspekterne ikke kan tænkes uden de andre. Selv 'brug' er for Lefebvre ikke kun et spørgsmål om funktion og han påpeger bl. a., at funktionalisme tenderer at eliminere multifunktionalitet og at tingenes former i vores tid ofte reduceres til et simpelt tegn for funktionen.

Vanskelighederne ved at håndtere relationerne mellem funktion, struktur og form har i arkitektfaget og i arkitektforskningen i 1900-tallet ført til en succession af 'ismer' relaterede til disse tre aspekter: 'funktionalisme', 'strukturalisme' og forskellige 'formalismer'. Arven fra det moderne gennembrud i arkitekturen omkring 1920, tenderer efterhånden at kredse stadig mere om formaspekter isoleret set. Form har sin egen 'inerti' baseret bl.a. på konvention og variation, og 'form følger form' mindst lige så meget som 'form følger funktion'. Nogle kritikere af tesen 'form følger funktion' har endda for at stille tesens problem på spidsen fremført, at 'form følger hvad som helst'.

Det arkitektfaglige funktionsbegreb kompliceres af at arkitektfaget hører til 'the making professions', der ustandseligt må skifte perspektiv mellem et traditionelt videnskabeligt, der undersøger hvordan ting og forhold 'er', og et etisk og æstetisk perspektiv, der prøver at nærme sig hvordan ting og forhold 'bør' være - om end hverken det ene eller det andet perspektiv nogensinde kan blive færdige hermed, da 'er' og 'bør' sjældent har generel gyldighed i en arkitektfaglig sammenhæng. Forsøg, fejltagelser og tilpasning i fuld skala direkte i samfundet er en uundgåelig del af denne problematik. Den langvarige realiserings- og afprøvningsproces - især i by- og landskabsplanlægningen - er en yderligere komplikation m.h.t. erfaringstilbageføringer til forskningen og professionen.

Da det arkitektfaglige funktionsbegreb ikke umiddelbart er i overensstemmelse med et egentligt videnskabsteoretisk funktionsbegreb, opstår der bl.a. på baggrund heraf en række komplikationer i arkitektforskningen. Det kan derfor her være på sin plads med en uddybning af det videnskabelige funktionsbegreb.

Funktionsbegrebet videnskabsteoretisk

Den mest præcise og korte funktionsdefinition er matematisk y=f(x), hvor x er en uafhængig variabel og y er den afhængige variabel eller 'resultatet'. En funktion er her en systematisk sammenhæng mellem elementerne i én mængde og elementer i en anden mængde - en for en. Begrebet funktion bruges også om afhængighedsforhold som (endnu) ikke kan kvantificeres, men som måske / måske ikke kan indplaceres på en skala (f.eks. stærk/svag). Funktioner behøver ikke at være deterministiske. De kan også være probabalistiske/stokastiske, dvs. handle om sandsynligheder. Sådanne funktioner er ikke lige så 'stærke' eller lige så 'afklarede og entydige'. Selv naturvidenskaben har dog siden kvantefysikkens fremkomst måttet fravige det entydige deterministiske funktionsbegreb.

Funktionsanalyser er almindeligvis analyser af komplekse systemer, dvs. systemer der er sammensatte på en sådan måde, at funktionen omfatter springvise ('ikke-lineære') udviklingsforløb, der ikke umiddelbart er begribelige eller til på forhånd at overskue forløbet af.

Med computerteknologiens fremkomst er funktionsanalyser praktisk set blevet mulige at løfte op på et nyt niveau takket være udviklingen af komplekse simuleringsteknikker og genereringsteknikker, som det tidligere ikke var menneskeligt muligt at have med at gøre. Dette betyder i nogen sammenhænge muligheder for kvalitative spring i funktionsanalysers relevans og brugbarhed, men også stadig mere komplicerede vilkår for udøvelse af videnskabskritik og fagkritik.

Indenfor videnskabsteorien skelnes der mellem tre forskellige forklaringsmåder vedrørende årsager og virkninger:

1) Årsagsforklaringer

2) Funktionsforklaringer (der beskriver virkninger)

3) Formålsforklaringer (der beskriver tilsigtede virkninger og forholdet mellem tilsigtede og

faktiske virkninger)

Hertil kommer indenfor humaniora desuden andre videnskabsteoretiske tilgange, der er relateret ikke til forklaringer vedrørende årsager og virkninger, men til menneskelig forståelse (hermeneutik, etc.).

'Årsagsforklaringer' benyttes indenfor alle videnskabelige hovedområder, men er indenfor fysikken de eneste gyldige.

'Formålsforklaringer' bruges primært i samfundsvidenskaben. Disse handler om at forklare handlinger (bevidste valg / bevidst adfærd) og er relaterede til menneskelige intentioner. Der er ingen almene love om forhold mellem formål og bestemte handlinger, men normative elementer indgår ligesom i hvert fald et minimum af rationalitet. Formålsforklaringer må forholde sig til både subjektiv rationalitet, traditionsbunden adfærd og informationssituationen. Rationel meningsdannelse og rationelle formål er ikke det samme som sande meninger eller nødvendige formål - rationaliteten drejer sig om den måde meningerne (intentionerne, formålene) er dannet på - ikke om deres indhold. Meget af det, som indenfor byplanlægning og byggeri går under betegnelsen funktion, bør som nævnt ovenfor rettere kaldes formål.

'Funktionsforklaringer' handler om virkninger af (ubevidste) processer relaterede til kroppe og omgivelser, hvor forklaringen hverken kan tage udgangspunkt i årsager eller i intentionelle formål.

Funktionsforklaringer bruges i biologien, hvorimod deres status i samfundsvidenskaben er mindre klar, selv om de ofte benyttes her også. Opgavens nødvendighed forklarer, at funktionen bliver varetaget, ikke hvad der varetager den. Kollektive virkninger af individers funktionelle adfærd kan være helt 'utilsigtet'. Der er ofte en feedback fra virkning til årsag, dvs. virkningen bliver årsag i næste runde (set over tid), så kaldet kausal feedback. Problemet med funktionsforklaringer er, at hvis feedback mekanismen ikke er godtgjort, kan funktionen være mere eller mindre tilfældig.

Funktionsbegrebet hænger således videnskabeligt set sammen med funktionsforklaringer, der mere alment handler om kausale (ikke-intentionale) 'mekanismer' m.h.t. nogets gunstige virkning på 'noget andet og større' og som dette 'noget' bidrager til opretholdelsen af. Funktionsforklaringer er accepterede indenfor biologien, hvor de først og fremmest er knyttet til Darwins udviklingslære.

Funktionsforklaringer bruges bl.a. også i sociobiologien, men der er ikke her opnået resultater af betydning. Baggrunden er menneskets tilpasningsevne.

Behaviorisme er en tidlig social/psykologisk funktionsopfattelse (Skinner) af primært deterministisk art, der forlængst er kritiseret som utilfredsstillende videnskabeligt set.

Også i samfundsvidenskaben bruges funktionsforklaringer, men ofte på en betydeligt mere begrænset baggrund og måde, der får karakter af forklaringsudkast. Indenfor økonomien bruges f.eks. tankegange, som i nogen grad er analoge med den naturlige selektion i biologien. I samfundet er mangelfuld tilpasning dog ofte en realitet. Dette begrænser her funktionsforklaringernes udsagnskraft.

Funktionsforklaringernes dilemma i samfundsvidenskaberne er, at de enten tenderer at blive forskudt eller til at blive 'tomme'. Hvis feedback forklaringer bruges, springes der over i en særlig form for årsagsforklaring. Og hvis en bevidst person har valgt eller formet det fænomen, der skal forklares, så har vi at gøre med en formålsforklaring. Hvis man insisterer på at forklare et fænomen ved dets virkninger, men ikke kan vise at virkningerne har forklaringskraft, bliver forklaringen et blot og bart postulat. I biologien godtgør evolutionsteorien funktionsforklaringer, men der gives ingen tilsvarende generel teori om samfundsmæssige fænomener, og derfor må forklaringskraften eftervises i hvert enkelt tilfælde.

'Funktionalisme' er i samfundsvidenskaben en insisteren på funktionsforklaringer på et tvivlsomt grundlag. I sociologien er funktionalisme generelt den opfattelse, at kollektive handlemønstre og institutioner bør forklares med henvisning til deres funktion eller rolle indenfor en større social sammenhæng, evt. den pågældende gruppes overlevelsesevne. En væsentlig sociologisk opgave er her at finde handlemønstres og institutioners 'latente' funktioner, dvs. de funktioner, som ikke er åbenbare for de individer, hvis adfærd man skal forklare.

I kunstanalyse betegner funktionsanalyse metoder til at klarlægge et kunstværks funktion i samfundet set i en social kontekst i forbindelse med dets fremkomst og i forbindelse med samfundsmæssige værdihierarkier.

Funktionalisme er som samfundsvidenskabelig tilgang blevet problematiseret i flere omgange, men er fortsat meget levende i nutidig empirisme, hvori termer som 'formål', 'tilpasning', 'nytte', 'rolle', etc. også indgår.

Social funktionalisme ser i sit udgangspunkt samfundet som integrerede, harmoniske, sammenhængende helhelheder eller social systemer, hvor alle dele ideelt fungerer for at opretholde ligevægt, konsensus og social orden. Denne funktionalisme betegnes også struktur-funktionalisme og er bl.a. knyttet til Durkheim og Parsons. Social funktionalisme tenderer således at forbise at sociale relationer også indeholder konflikt. Den har også vanskeligheder ved at forklare social forandring.

Merton har derfor senere raffineret funktionsanalysen, bl.a. ved at skelne mellem hvad der er favorable funktioner for nogle og samtidig dysfunktionalitet for andre. Merton skelner også mellem manifeste (dvs. socialt intenderede) funktioner og latente (ikke intenderede) funktioner af handlinger og processer. I Mertons tilgang kan selv konflikter have en gunstig funktion, men hans analyse er en af dem, der tenderer at 'springe over' til formålsforklaringer.

Funktionalistiske forklaringer kan f.eks. følge skemaet:

Social aktivitet -> funktionelt behov -> funktionel konsekvens,

hvorimod en formålsforklaring f.eks. kan følge skemaet:

Social aktivitet -> formålsbestemt handling -> utilsigtet konsekvens.

Studiet af byer og landskaber

Byen har per definition til enhver tid mange aktører og udvikles tildels over meget lange tidsforløb. Også bygninger til brug for hverdagslivet - primært boliger og arbejdspladser - er en arkitektur med mange aktører, der påvirker det byggede. Når arkitekten har gjort sit oprindelige bidrag til bygningens udformning tager brugerne over og føjer ting til og/eller justerer værket hen ad vejen.

Byen og landskabet kan studeres som et system, dvs. med vægten på beskrivelse og forståelse af helheden af elementer og på de processer denne helhed af forskelle producerer. Sagt på en anden måde anskues byen - eller hvilket fænomen der i øvrigt måtte være genstand for udforskningen - i denne betragtningsmåde som en dynamisk struktur eller et dynamisk system. Denne betragtningsform kan rumme studier, der spænder fra globaliseringsprocesserne og det globale bysystem til boligmarkedet, boligproduktionen og boligformerne. Den vil være i fokus i eksempelvis udforskningen af hvilke processer og konkrete historiske forløb der fører til forslumning og gentrifiering og i studier der sigter mod at opstille strategiske planer for byens udvikling.

Byen og landskabet kan studeres som morfologi, dvs. med vægten på at beskrive den formmæssige struktur. Der vil her typisk være tale om at anskue det undersøgte fænomen som en statisk struktur. Betragtningsmåden præger mange traditionelle og centrale former for arkitekturforskning, hvor interessen koncentrerer sig om at forstå sammenstillingen mellem forskellige strukturtyper, relationer mellem landskab og by, eller gennemføre en rumlig beskrivelse af en mindre del af en by eller et landskab.

Byen og landskabet kan studeres som en samling af typologier og elementer, med vægten på at identificere, typificere og karakterisere de enkelte elementer. Typologisynspunkter indenfor arkitektur- og byforskningen fik stor indflydelse med Rossi's teoretiske arbejder og danner en overlappende betragtningsmåde i forhold til den morfologiske. Flere af de centrale forskningsmiljøer indenfor området bruger i dag begrebet 'typo-morphology' (jvf. Vernez Moudon).

Studiet af byen og landskabet kan foretages med et idéhistorisk sigte - dvs. med vægten på at afdække og undersøge de forestillinger og forklaringstyper, der har været anvendt i beskrivelse af byen, landskabet og boligen. Denne betragtningsmåde kan være dominerende i projekter der spænder fra en kritisk interesse for den abstrakte begrebsanvendelse i byforskningen til projekter der interesserer sig for at forstå den kulturelle ny- eller omfortolkning af konkrete bygninger og bydele.

Studiet af byen og landskabet kan foretages med et arkitekturhistorisk sigte - dvs. med vægten på de rumformer, rumsammenstillinger og øvrige udtryksformer, der har været anvendt i den tilrettelagte udformning af boligen, byen og dele af landskabet.

Studier af byen og landskabet kan sigte mod at forstå dem som en planlægningsproblematik - dvs. med vægten på at indkredse og beskrive mulighederne for at styre udviklingen og udformningen af nye dele eller områder der er under ændring / skal ændres. Denne betragtningsform vil inkludere interessen for at beskrive de aktører og interesser, der er aktive i processerne, hvilke instrumenter der er til rådighed, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt for at styringsprocesserne kan gennemføres og hvorledes de forskellige parter bringes sammen og under hvilke former der kan kommunikeres.

Et område med særlige muligheder er urbanitetsforskning med vægt på det byggedes og de rumlige strukturers betydning for urbanitetens udfoldesesmuligheder både som oplevelser, handlingsmuligheder og en fælles offentlig kontaktflade udenfor mediernes og institutionernes begrænsende rammer. De byområder som er interessante for urbanitetsforskningen er i den sammenhæng ikke kun de egentlige cityområder, men mindst lige så meget de øvrige byområder, hvor urbaniteten i dag har mere eller mindre ringe vilkår.

Urbanitetsforskning handler om at med udgangspunkt i byen som informationssted, oplevelsessted, mødested, og handlingsrum - der også omfatter de fremmede og anderledes samt det tilfældige, komplekse og tildels kaotiske - at skære forsknings'kagen' på en anden led, i kraft af et nyt struktureret perspektiv. Denne tilgang omfatter både byens af mennesker, byen af værker og den rumlige struktur der formidler samspillet mellem alt dette og må idag samtidig tænkes ind i informationssamfundets udviklingsproblematik.

Urbanitetsforskning relaterer sig til mange af de samfundsmæssigt prioriterede områder (følgende stikord er hentet fra ministerierne år 2000 - med ordene i alfabetisk rækkefølge):

arealbehov, arkitektur og tilgængelighed, arkitekturpolitikkens lokale forankring og placering i bypolitikken, barrierer mod erhvervsudvikling, blandede boformer, blandingen af butikker-kontorer-restauranter-forlystelser, bolig og arbejde, boligen som en del af byen, byarkitektur og byæstetik, byens elementer og deres indbyrdes sammenhæng, byens fysiske og rumlige indretning, byens fysiske rum, byens udfoldelsessteder og faciliteter, byfortætning vs. byspredning, byindretning, byomdannelse, bypolitikkens grundlag og organisering, bæredygtige trafiksystemer, den arkitektoniske kvalitet i byggeriet, det kulturelle kapital, det særligt lokale, detailhandel, elektronisk handel, erhvervenes lokalisering, etniske minoriteter, fjernundervisning, forholdet mellem fornyelse og bevaring, fortætning, funktioner, gadeforløb, gågader, historiske bygninger, hjemmearbejdspladser, indkøbscentre, informationsteknologi, integrerede bysamfund, kultur, kulturattraktioner, kulturinstitutioner, kulturmiljø, kunst i byrummet, livsstil, lokalisering, lokalt engagement, mennesker, metodeudvikling i kommuneplanarbejdet, miljø og trafik, nedtoningen af den funktionsopdelte by, samspillet mellem mange aktiviteter, smuk arkitektur, smuk og spændende by, stationsnærhed, stedets identitetsbærende karakter, større efterspørgsels og brugerorientering, trafik, trafikkens æstetiske dimension, transportafstande, trygge byer og undgåelse af kriminalitet

turisme, turiststrategier, tværgående perspektiv, uddannelser, undgåelse af monofunktionalitet, varieret butiksudbud.

Disse mange aspekter får en tildels ny betydning og en 'indre' sammenhæng, hvis de ses i et udfoldet urbanitetsperspektiv.

Litteraturliste:

Anne Vernez Moudon: Getting to know the built landscape - typomorphologi; i Karen A Franck & Lynda H. Scheekloth (ed): Ordering space - types in architecture and design, New York, 1994.

Arthur S. Reber: The Penguin dictionary of psychology, London, 1985

Bill Hillier & Julienne Hanson: The Social Logic of Space, Cambridge 1984

Bill Hillier: Space is the Machine, Cambridge, 1996

Christian Norberg-Schulz: The Concept of Dwelling, New York 1984

Dagfinn Føllesdal m.fl.: Politikens bog om moderne videnskabsteori, København 1992.

David & Julia Jary: Collins dictionary of sociology, Glasgow, 1991

George Lakoff & Mark Johnson: Metaphors we live by, Chicago, 1980

George Lakoff: Women, fire, and dangerous things - what categories reveal about the mind, Chicago 1987

Henri Lefebvre: The Production of Space, Oxford 1991

Henri Lefebvre: Writings on Cities, Oxford 1996

Jens Tonboe: Rummets Sociologi, Akademisk Forlag, Danmark, 1993

Mark Johnsson: The body in the mind - the bodily basis of meaning, imagination and reason, Chicago 1987

Marshall Berman: All that is solid melts into air - the experience of modernity, New York 1982

Michael Batty & Paul Longley: Fractal Cities, London 1994

Peter Cornell m.fl: Uppslagsbok i Bildanalys - teorier, metoder, begrepp, Malmö, 1985

Poul Lübcke (red): Politikens filosofileksikon, København, 1988

Richard Sennett: Flesh and Stone - the body and the city in Western civilization, London, 1994

Richard Sennett: The Conscience of the Eye - the design and social life of cities, London 1990 (på dansk: Øjets vidnesbyrd, Viborg 1996).

Richard Sennett: The Uses of Disorder - Personal Identity and City life, New York 1970

Tim O´Sullivan, m.fl.: Key concepts in communication and cultural studies, London 1994

samt

http://bo.gronlund.homepage.dk/

og

http://www.spacesyntax.com/

En god oversigtsbog om 'by-rum-funktion' er:

Ali Madanipour: Design of Urban Space - an inquiry into socio-spatial process, Chichester, 1996.

En god antologi med en bred introduktion til forskningsfeltet byteori og byplanlægning bestående af uddrag af en række originaltekster fra mange forskellige forfattere er:

Richard T LeGates and Frederic Stout (ed): The City Reader, London, 1996.